1864 News

Det var ikke det eneste moderne træk i den nu 100 år gamle krig. Der blev vendt et nyt blad i krigshistorien i 64 - og det ny kapitel bar overskriften: Europas første moderne krig. Det var de nye våben, bagladegeværerne og de riflede kanoner med deres spidsprojektiler, der vendte grundigt op og ned på alt det tilvante.

- BAGLADEGEVÆRET kunne skyde tre gange så hurtigt som forladeren, og det kunne lades i liggende stilling, men man måtte stå op  eller i hvert fald ligge på knæ for at lade en forlader. Preusserne var udrustet med bagladere i 64, og det gav dem en afgørende ildoverlegenhed under kampene. Samtidig ændrede det ny våben kampteknikken. Under ild fra bagladegeværer kunne det ikke nytte at rykke frem i sluttede kolonner, som man hidtil havde gjort. Nu måtte man sprede sig  og udnytte terrænets muligheder for dækning, hvis man ville gøre sig håb om at overleve.

- RIFFELSKYTSET var ikke noget preussiske patent i 64, men næsten hele det preussiske artilleri var udrustet med riflede kanoner, mens danskerne kun havde få. De riflede kanoner skød længere og havde bedre træfsikkerhed end de glatløbede, og spidsgranaten havde større gennemslagskraft og kraftigere sprængvirkning end de hidtil anvendte rundkugler.

Det viste sig hurtigt under Dybbøls belejring, hvor skanserne, der kun var beregnet på at skulle modstå glatløbet skyts, blev skudt sønder og sammen. Tydeligst viste det sig måske den 16. marts, da en preussisk granat gik gennem den tykke væg i blokhuset i skanse I og dræbte og sårede 52 mand. Kun krudtmagasinerne kunne stå for preussernes bombardement. De var lavet af beton.

Danskerne havde også et par trumfer på hånden, selv om de ikke fik afgørende betydning som preussernes:

- PANSERSKIBET fik sin europæiske ilddåb i 64, og Danmark stod fadder. Allerede under Krim-krigen havde englænderne og franskmændene beklædt nogle pramme med panserplader og opdaget, at fjendens kugler ikke bed på dem. Men "Rolf Krake", som danskerne fik leveret fra firmaet Napier & Sons i Glasgow, var det første egentlige panserskib, der blev brugt i en europæisk krig. Dets usårlighed blev første gang demonstreret den 18. februar, da skibet ikke tog nævneværdig skade, selv om det blev ramt af over hundrede granater fra preussiske strandbatterier ved Egernsund. Med en lidt dristigere kaptajn om bord kunne skibet have spillet en stor rolle under krigen. Preusserne frygtede det som et søuhyre, og da det viste sig på arenaen under deres overgang til Als den 29. juni, gik hele operationen i stå. Den kom først igang igen , da panserskibet på grund af en misforståelse atter dampede bort.

- For at hindre preusserne i at gå over til øen brugte danskerne for øvrigt søminer, og det var også en europæisk premiere. Minerne var store glasflasker, anbragt i trækasser. De eksploderede, når et tyndt glasrør i flaskens hals knækkede ved påsejlingen. Vandet, der trængte ind, antændte noget kalium, der igen antændte tændladningen. 70 af disse miner var anbragt i sundet syd for Kær Vig, hvor preusserne imidlertid ikke gik over. På det sted, hvor de gik over, skulle 400 miner af samme slags være lagt ud, men de nåede ikke frem fra København, før det var for sent.

- PIGTRÅDSHEGNET foran Dybbølstillingen var en ide, den danske oberkommando havde fået ved at se de ståltrådshegn , ingeniørerne før krigen havde sat op omkring skansernes militære område for at hindre uvedkommende adgang. Hegnet, der blev rejst 100 m foran stillingen, bestod kun af telegraftråde og havde altså ingen pigge. Til gengæld blev der på hver side af det anbragt et 1 m bredt bælte at tilspidsede småpæle, og det var næsten lige så effektivt som de moderne pigge.

Men det var ikke blot disse opfindelser, der gjorde 64 til den første moderne krig i Europa.

Preussernes beskydning  af Dybbøl-skanserne tåler f.eks. sammenligning med verdenskrigens uhyggelige trommeild. I sin bog "Dybbøl 1864" skriver oberstløjtnant Jens Johansen, at det enkelte skuds virkning og skudhastigheden dengang ganske vist var  ringere end under verdenskrigen. Men alligevel. Til ødelæggelse af en forsvarstilling regnede man under verdenskrigen med fire 15 cm granater pr. løbende m skyttegravfront. I Dybbøl-kampens sidste dage faldt der ca. 23.000 granater i stillingen. Hvis man anslår, at ca. 11.000 af dem faldt i angrebsfrontens forreste linie, et 1700 m langt og 300 m bredt område, giver det 6-7 granater pr. løbende m.

Hertil kommer, at under verdenskrigen ville et område til Dybbølstillingen højst kræve en besætning på 12 kompagnier, hvoraf de 3-4 i forreste linie. Dybbølstillingen havde - foruden artilleristerne - en besætning på 64 kompagnier, hvoraf halvdelen i forreste linie.

Dybbøl-kampen havde andre lighedspunkter med verdenskrigen. Begge parter gravede sig ned, og soldaterne lå uvirksomme i skyttegrave og jordhuler, mens artilleriet førte det store ord hen over hovedet på dem. Fra den 17. marts, da danskerne blev kastet helt tilbage til skanserne, til den 18. april, da preusserne stormede, var kampen stivnet i en stillingskrig.

Vi genkender endelig træk fra for tids totale krig i den 100-årige strid. Den 2. april begyndte preusserne uden varsel at beskyde Sønderborg og lagde kvarterer af byen så grundigt i aske, at samtidige fotografier næsten kan forveksles med billeder fra tyske ruinbyer efter sidste krig. Byer var blevet bonbarderet før, København f.eks. af englænderne. Men København var en fæstning, Sønderborg en åben by, og at beskyde en åben by, betragtedes dengang som toppunktet af barbari. Man Man har ikke tal på, hvor mange civile, det gik ud over, men det var ikke få, der blev dræbt, og endnu flere blev hjemløse.

Østrigerne var heller ikke for gode. Den 10. marts om aftenen omringede de landsbyen Jelling, slæbte alle mandfolk ud, også gamle og drenge, og tvang dem på skansearbejde i hvad de gik og stod i. Under arbejdet, der varede et par dage, var slavearbejderne stuvet sammen i en lade, og de fik næsten ingenting at spise. Også på dette punkt var krigen moderne.

Røde Kors fuldstændiggør billedet af den moderne krig for 100 år siden. Organisationen var blevet stiftet i 1863, og selv om Geneve-konventionen om såredes behandling under krig først blev underskrevet kort efter krigen, havde Røde Kors repræsentanter på krigsskuepladsen. Både på dansk og på allieret side, og de bar for første gang armbind med det røde kors på den hvide baggrund.

* * *

Kommentarer fra 2012

Lars Lindebergs fremragende artikelserie genudgives

I 100-året for krigen 1864 bragte BT, hvad de kaldte historiens længste artikelserie, hvor læserne dag for dag kunne følge krigens gang i 1864. Artiklerne var alle skrevet af den unge journalist Lars Lindeberg, der også er kendt for den fremragende bogsserie "De så det ske". Det var en forfriskende og nyskabende måde at tilgå historien på. Nogle af artiklerne er støttet af tegninger af Klaus Albrechtsen.