1864 News

Heri giver Christian d. 9. afkald på alle sine rettigheder til hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til fordel for kejseren af Østrig og kongen af Preussen. Til gengæld får Danmark Ribe og Ærø og skal ikke betale krigsskadeerstatninger. Hertugdømmerne bliver betragtet som kompensation. Tilknyttet fredspræliminærerne er en protokol angående våbenstilstandens betingelser. Hvis den endelige fred ikke er afsluttet før d. 15. september, kan våbenstilstanden opsiges fra denne dato med seks ugers varsel. Ingen af parterne regner dog med det vil tage så længe. Under våbenstilstanden skal Danmark hæve sin blokade af de tyske havne, mens de tyske magter fortsætter besættelsen af Jylland. Preussen og Østrig lover at de ikke vil holde flere tropper i Jylland end militært højst nødvendigt, for ikke at udpine den jyske befolkning. Denne befolkning skal sørge for indkvartering og forplejning af 

besættelsestropperne, men ikke deres løn. Slutteligt skal krigsfangerne løslades med forsikring om at de ikke vil tjene i den danske hær før freden er sluttet. Fangerne bliver altså sendt hjem til deres familier og må ikke indgå i deres gamle regimenter eller hjælpe armeen på nogen måde. 

I preussiske regeringskredse er glæden over aftalen stor. Den overskrider forventningerne selv hos dem der havde stilet højest og cementerer Bismarcks position i Berlin. Glæden er dog mere behersket i hertugdømmerne. Store dele af befolkningen støtter hertugen af Augustenborg, hvis arveret til hertugdømmerne blev diskuteret på fredskonferencen i London d. 28. maj. Efter slesvig-holstenernes mening går hertugdømmerne fra en uretmæssig regent til en anden, mens den retmæssige hertug intet får. De afventer derfor fredsforhandlingernes endelige resultat, for at se hvad der skal ske med hertugdømmerne.

For at informere medlemmerne af Rigsdagen, indkaldte regeringen medlemmerne af Folketinget og Landstinget til fælles møde i Folketingssalen. Her fortalte en meget bevæget Bluhme medlemmerne om fredspræliminærerne, hvilket affødte et stort chok, da de ikke i forvejen kendte til det forhandlingsgrundlag de danske delegerede var blevet sendt af sted med. At fredsbetingelserne ville blive hårde, havde de nok regnet med, men at det var så slemt, sendte alligevel rystelser gennem salen. Bluhme forlod salen så snart han havde givet sin meddelelse, men Rigsdagen blev og diskuterede de chokerende nyheder. Der kom argumenter både for og imod fredspræliminærerne. Gruppen omkring den tidligere konseilspræsident Monrad mente Danmark burde genoptage krigen, som tidligere indenrigsminister Carlsen sagde: "Saa lige saa godt risikere det hele". Han blev støttet af en af Grundlovens fædre, Orla Lehmann, der mente Rigsrådet burde gribe ind mod aftalen. For det modsatte synspunkt argumenterede blandt andet den tidligere finansminister Westenholz, der udtalte: "...Stemningen i Jylland er saadan, at naar man ikke faar Fred, saa vil Jyderne selv skaffe den." Den danske befolkning kunne altså ikke klare mere. Størst var skuffelsen over den nye regering. Den var blevet indsat med det håb, at en konservativ regering kunne skaffe en mildere fred, men denne strategi havde vist sig at slå fejl. Trods denne skuffelse lyttede de fleste ikke til Monrads agitation og Rigsdagen forlod salen uden at gribe ind mod fredspræliminærerne.