Fuld knald på efterårsferien i uge 42

Krudtrøg, kanoner og krinolinekjoler

Tag hele familien med på Dybbøl Banke i efterårsferien. I bliver hvirvlet ind i Krigen 1864 med mordgåde, modeshow og masser af krudtrøg.

Historiecenter Dybbøl Banke er i efterårsferien klar med et væld af oplevelser for store og små. Tag mor, far, bedstemor og bedstefar under armen og gå med i Krigen 1864. I bliver selv en del af de dramatiske begivenheder, og I får viden om et af de mest spændende kapitler i danmarkshistorien.

Duk jer, når kanonen brager
Slut jer til de preussiske styrker og vær med til at storme skansen, når vi genskaber den preussiske erobring af Dybbøl den 18. april 1864. Husk at dukke hovederne og holde jer for ørene, når den danske artillerist affyrer kanonen. Prøv at holde både det danske og det preussiske gevær og hør om forskellen på de to våbentyper.

Modeshow anno 1864
Selv når krigen raser, går hverdagslivet videre hos de familiemedlemmer, der ikke er indkaldt til hæren. Som noget særligt viser vi i efterårsferien i år et modeshow med kvindemoden i 1864. På podiet viser vi både bondekonens praktiske arbejdstøj og borgerfruens elegante krinolinekjole.

Find morderen
Bliv detektiv i hæren og løs en mordgåde. Den danske soldat Hans Lorenzen er fundet død i skansen efter et preussisk bombardement. Men Hans er ramt af en dansk geværkugle. Hvem har begået denne forfærdelige forbrydelse? Beviserne finder I i skansen og soldaterbyen – nu skal I stykke delene sammen og finde morderen.

Husk praktisk tøj

Angrebet på skansen og modeshowet foregår fra mandag til fredag i uge 42. Historiecentrets andre tilbud kan I opleve fra lørdag den 12. oktober til søndag den 20. oktober.

Historiecenter Dybbøl Banke er åbent 10-17. Husk praktisk tøj, da nogle af aktiviteterne foregår udendørs. Medbragt mad må spises ved bordene i gården.