Preusserne bryder gennem de tykke palisadepæle og stormer op ad den stejle vold, mens kanonerne brager og geværkuglerne flyver tæt forbi. Lykkes det danskerne at modstå det voldsomme angreb?
Kom og vær med til årets 1864-dage d. 24. – 25. juni 2023, hvor stormen på Dybbøl d. 18. april 1864 genopføres ved Historiecenter Dybbøl Bankes rekonstruerede skanse, med palisader, jordvold og våben i fuld størrelse. Både lørdag og søndag afvikles et stort slag, hvor de preussiske soldater skal forsøge at trænge ind i skansen og nedkæmpe de danske soldater. Kanonerne affyres med en kraft, der runger i ørene og kan mærkes i jorden.
Udover det store slag er der en daglig kanondemonstration, og du kan se infanteriet øve deres formationer. Gå en tur i lejren og hils på både danske og tyske soldater i flotte uniformer.
Trænger du til et afbræk fra de hårde kampe, kan du besøge Hjemmefronten, få en smagsprøve på 1800-tallets mad og se kvindernes flotte kjoler. Kan du blive soldat? Børnene kan komme på session i soldaterlejren og blive soldat som i 1864.
1864-dagenes formål er at fortælle publikum om Krigen 1864 og dens konsekvenser for både soldater, civile og den dansk-tyske grænse. ”Danmark tabte kampen om Slesvig for 159 år siden, og meget vand er løbet under broen siden. Efter en weekend i dette fællesskab, hvor danske og tyske frivillige sammen genskaber slaget, kan det være svært at forestille sig den tid, hvor forskellen på dansk og tysk var en daglig kamp for befolkningen i Slesvig, og hvor man var enten det ene eller andet,” siger historiker Ditte Kock. ”Alligevel er det vigtigt fortsat at fortælle historien om krigen 1864. Den har spillet en stor rolle i både dansk og tysk historie, og Europa er desværre stadig plaget af konflikt om nationalitet og grænser.” Det er vigtigt at sætte kampene på Dybbøl Banke ind i en større historisk kontekst. Derfor anbefaler Historiecenter Dybbøl Banke publikum at starte med en tur inde i bygningen, hvor de kan se to film; ”Dommedag for Danmark” om årsagen til krigen og det overordnede forløb, og ”Angrebet på Als” om det afgørende slag d. 29. juni 1864.
Vi glæder os til at se jer til en oplevelse for hele familien!

PS: Nej, det lykkes ikke danskerne at modstå angrebet, vi taber som sædvanligt. Men kom og kig alligevel!

Praktisk information:

  • Dato: 24. – 25. juni 2023 kl. 10-17
  • Husk praktisk fodtøj.
  • Hunde og madpakker må gerne medbringes.

Yderligere information:
Centerleder Bjørn Østergaard
Telefon: 2142 0091
E-mail: bjorn@1864.dk
Er der brug for yderligere fotos, kontakt: Kurt Hansen, kurt@1864

Kæmp for Slesvig!

Lærkens smukke sang bryder stilheden i den korte pause efter kanontordenen ophører. På begge sider af fronten står nervøse soldater klar til det inferno, der om et øjeblik bryder ud. For hertugdømmet Slesvig, hvor befolkningen består af både dansktalende og tysktalende slesvigere, er nu blevet centrum for en international konflikt om nationalitet og helstater.

I weekenden d. 25. – 26. juni 2022 bryder krigen ud på Dybbøl Banke. Danske og tyske frivillige i historiske uniformer og med historiske geværer genopfører sammen kampe fra krigen. Efter slaget bringes de sårede til lazarettet, hvor amputationssaven ligger klar. Hos marketenderen kan soldaterne købe sig lidt ekstra at styrke på, hvis snapseflasken er tom. På hjemmefronten møder du de smukt klædte kvinder, der driver hjemmet videre, men de nervøst venter på nyt fra deres kære ved fronten.

Oplev alt dette og meget mere til 1864-dage på Dybbøl Banke!

Åbningstider: Begge dage 10 – 17.

I forbindelse med flaghejsningen ved Dybbøl Mølle på Dybbøldagen, 2. Påskedag, den 18. april kl. 08.00 genindvies de fire gamle kanoner, som oprindeligt blev opstillet ved siden af flagbastionen i 1948, men måtte fjernes for en del år siden, da lavetterne var rådne.

 Kanonløbene blev i 1948 overdraget fra Tøjhusmuseet (nu Forsvarsmuseet), og de oprindelige lavetter kom fra Krigsministeriet. Disse lavetter var dog af en forkert type og passede ikke helt til de originale kanonløb.

Gennem det sidste års tid har Claus Pihl Christensen arbejdet ihærdigt med at få fremstillet fire helt nye lavetter. Han har selv tegnet alle dele, tilpasset delene, sat det hele sammen og til sidst malet kanonløbene.

Selv om Claus Pihl Christensen personligt har brugt mange timer på projektet, så har en række leverandører bidraget:

  • Næstved Modelindustri,
  • Sabroe Støberi (Hornslet)
  • Rodeco Overfladebehandling (Hørning)
  • Dansk Autogen Service (Ryomgård)

Uden Claus Pihl Christensens energiske indsats var det ikke lykkedes!

Samlet pris for leverancerne ex. moms: 462.538 kr.

De nye lavetter, som er fremstillet af stål, forventes til gengæld at holde i mindst 100 år.

 

Med venlig hilsen

Jens Peter Rasmussen

Formand for bestyrelsen for

DSI Dybbøl Mølle

 

Evt. spørgsmål kan rettes til mig pr. mail: mjprasmussen6@gmail.com eller telefon: 40 36 48 48.

Pressen er velkommen til at overvære flaghejsningen og indvielsen af kanonerne den 18. april kl. 08.00-08.30.

Tirsdag den 24. september kl. 10.00 starter samlingen af Dybbøl Mølle med nye dele

Den nye murkrone er støbt i beton og de rette huller og udfræsninger til befæstningsbeslag er udført. Den nye tandkrans er rustbeskyttet og monteret på murkronen. Det hele ligger klar på jorden ved Dybbøl Mølle, så den store BMS-kran kan løfte de nye dele på plads øverst på møllen.

Hermed starter første fase af samlingen af den historiske mølle, som nu har ligget adskilt i hoveddele i et par måneder.

Herefter skal murerne fra Fynsk og Søn i gang med at mure en skalmur udenpå beton kronen, som derefter skal pudses. Når det er afsluttet, er der igen behov for en stor kran til atter at løfte møllehatten op på plads.

Møllehatten er i mellemtiden blevet grundigt efterset og tandhjulene er renset og rustbeskyttet, lejer er udskiftet og træværket er malet ”Dybbøl Mølle rød”. Den mangler endnu den sidste klargøring, men vil være klar, når murkronen er klar til at modtage hatten.

 

Med venlig hilsen

Jens Peter Rasmussen

Formand for bestyrelsen for

DSI Dybbøl Mølle

 

Evt. spørgsmål kan rettes til mig pr. mail: mjprasmussen6@gmail.com eller telefon: 40 36 48 48.

Pressen er velkommen til at overvære monteringen af murkrone med tandkrans på mølletoppen den 24. september kl. 10.00.

Krudtrøg, kanoner og krinolinekjoler

Tag hele familien med på Dybbøl Banke i efterårsferien. I bliver hvirvlet ind i Krigen 1864 med mordgåde, modeshow og masser af krudtrøg.

Historiecenter Dybbøl Banke er i efterårsferien klar med et væld af oplevelser for store og små. Tag mor, far, bedstemor og bedstefar under armen og gå med i Krigen 1864. I bliver selv en del af de dramatiske begivenheder, og I får viden om et af de mest spændende kapitler i danmarkshistorien.

Duk jer, når kanonen brager
Slut jer til de preussiske styrker og vær med til at storme skansen, når vi genskaber den preussiske erobring af Dybbøl den 18. april 1864. Husk at dukke hovederne og holde jer for ørene, når den danske artillerist affyrer kanonen. Prøv at holde både det danske og det preussiske gevær og hør om forskellen på de to våbentyper.

Modeshow anno 1864
Selv når krigen raser, går hverdagslivet videre hos de familiemedlemmer, der ikke er indkaldt til hæren. Som noget særligt viser vi i efterårsferien i år et modeshow med kvindemoden i 1864. På podiet viser vi både bondekonens praktiske arbejdstøj og borgerfruens elegante krinolinekjole.

Find morderen
Bliv detektiv i hæren og løs en mordgåde. Den danske soldat Hans Lorenzen er fundet død i skansen efter et preussisk bombardement. Men Hans er ramt af en dansk geværkugle. Hvem har begået denne forfærdelige forbrydelse? Beviserne finder I i skansen og soldaterbyen – nu skal I stykke delene sammen og finde morderen.

Husk praktisk tøj

Angrebet på skansen og modeshowet foregår fra mandag til fredag i uge 42. Historiecentrets andre tilbud kan I opleve fra lørdag den 12. oktober til søndag den 20. oktober.

Historiecenter Dybbøl Banke er åbent 10-17. Husk praktisk tøj, da nogle af aktiviteterne foregår udendørs. Medbragt mad må spises ved bordene i gården.

Onsdag d. 4. september kl. 19.00 kan man høre om den igangværende renovering af Dybbøl Mølle. Hør om udskiftningen af vingerne og reparationen af det øverste murværk. Vi kommer også ind på møllens historie, familien fra 1864 og hvorfor møllen er et vigtigt dansk symbol i dag. Rundvisningen varer ca. 1 – 1,5 time og størstedelen foregår udenfor.

Dørene åbnes kl. 18.30 og lukkes igen kl. 19.00. Alle der er dukket op i det tidsrum kommer med på rundvisningen. Der lukkes ikke flere ind efter kl. 19.00, så vær præcis! Prisen er 45 kr. pr mand og betales via mobile pay. Børn under 10 år er gratis.

Vi ses på Dybbøl Mølle!

Dybbøl Mølle

Dybbøl Mølle får nye vinger