Vis tidligere udgaver...

1864-Tidende

1. februar 1864

  • En ny 600-punds kæmpe kanon fremstillet af Armstrong i England.
    BilledeTekst

  • De to danske korvetter Esbern Snarre og Thor er i kamp med et preussisk batteri ved Eckernførde den 1. februar 1864.
    BilledeTekst

  • Skansearbejde på Danevirke ved Bustorp Forværk.
    BilledeTekst

  • To danske forposter på vagt ved jernbanebroen over Ejderen i Rendsburg i januar 1864.
    BilledeTekst

  • De første krigstelegrammer bragt i Berlingske Tidende Aften den 1. februar 1864.
    BilledeTekst

  • Danske forposter i skyder på fjendtlige forposter den 1. februar 1864 under tilbagetrækningen fra Ejderen til Dannevirkestillingen.
    BilledeTekst

  • Telegrafen mandag den 1. februar 1864.
    BilledeTekst

  • Ludvig, Friherre v. Gablenz, Feltmarskalløjtnant og chef for det østrigske ekspeditionskorps (til venstre) samt Prins Friedrich Carl af Preussen, kommandør for det preussiske ekspeditionskorps.
    BilledeTekst

  • Feltmarskal Wrangel var preussisk øverstbefalende under den første del af felttoget mod Danmark i krigen 1864.
    BilledeTekst

  • Et kig fra en af skanserne i Dannevirkestillingen mod Slesvig by.
    BilledeTekst

Krigen er brudt ud!

Preussisk-østrigske tropper overskrider Ejderen.

Af Lars Lindeberg, 1964

Den  1. februar  1864 oprandt som en smuk vinterdag med let frost og sol. Kl. 7 overskred preussiske og østrigske tropper Ejderen, og dermed var krigen begyndt.

Preusserne gik over ved Kluvensiek og Levensau. Begge steder havde danskerne trukket broerne op på den nordlige bred, men det forsinkede ikke preusserne. De trak broerne ned ved hjælp af brandhager og marcherede over. De danske Dragoner, der holdt vagt affyrede kun nogle få skud mod fjenden, før de red nordpå for at slå alarm.

Da preusserne var kommet over broen ved Levensau, sendte de en eskadron ulaner vestpå for at fange de danske dragoner, der bevogtede Landwehr-broen mellem Levensau og Kluvensiek. Danskerne blev ovedrrumplet og overgav sig, og kl. 9 var broen bragt på plads, så preussiske infanterikoloner også kunne rykke over Ejderen på dette sted.

De danske forposter havde ordre til at trække sig uden kamp. Kun i skoven ved Friedrichstadt syd for Eckernførde kom det til en kort skudveksling, der  kostede danskerne fire sårede. Og da preusserne rykkede ind i Eckernförde by, blev de beskudt af to danske krigsskibe, skonnerten "Esben Snare" og korvetten "Thor" der lå på fjorden. De danske skibe fortrak, da preusserne kørte tre feltbatterier op på stranden og åbnede ild.

Østrigerne gik over Ejderen ved Rendsborg. De benyttede  jernbanebroen og chaussébroen, der ikke var sprængt i luften. Allerede ved 3-tiden om morgenen var jernbaneviadukten ved Duvensted blevet ødelagt, ligesom broerne  over Sorgfloden ved Sorgbrück og Tetenhusen var afbrudt. Men det tog så lang tid, at de danske ingeniørsoldater ikke nåede at ødelægge Rendsborgbroerne i tide. De danske husarer, der holdt vagt i Rendsborg, trak sig tilbage efter at have affyret et par skud mod de fjendtige kolonner.

Hen under aften meddelte danske patruljer, at fjenden havde standset fremrykningen og udstillet forposter i en linie Eckernførde - Gr. Wittensee - Oxlev - Sorgbrück.

Danskerne havde ikke nået at brænde indkvartering på dette sted. Men preusserne og østrigerne kunne rykke ind i lune kvarterer, mens en stor del af den danske hær måtte tilbringe natten under åben himmel. Ingeniørkorpset havde endnu ikke fået bygget tilstrækkeligt mange barakker bag volden, og kun en brøkdel af soldaterne kunne rummes i de spredte gårde i den tyndt befolkede egn.

 

* * *
Brugerkommentarer til 1864-Tidende via Facebook

Kommentarer fra 2012

Politisk kaos og en dårligt forberedt hær

Af Bjørn Østergaard

Danmark var bemærkeseværdigt dårligt forberedt på den krig, der var det direkte resultat af de skiftende nationalliberale regeringers illusoriske politik. En illusion der byggede på ønsketænkning og manglende realitetssans. Med regeringen Halls gennemførelse af Martskundgørelsen og efterfølgende Kongens underskrivning af Novemberforfatningen 1863 var der ingen vej tilbage. En konfrontation med de tyske stater stod for døren.

Der var måske endda ingen vilje til at undgå krigen fra statsminister Halls side? Det hævder Hans Vammen i hans nye, fremragende bog med det sigende navn "Den tomme stat", der er en analyse af dansk politik 1848-64.

Hall smider tilsyneladende tøjlerne i slutningen af december 1863 midt i den danske stats allerstørste krise. Det har af mange historikere været tolket som, at Hall var kørt træt og ikke orkede mere og nu blot ville lade stå til. Men i virkeligheden var der måske tale om en magtkamp mellem Hall og den nye Kong Christian 9., der ønskede en genoptagelse af helstatspolitikken. Hall forventede, at Kongen måtte indse, at der ikke var andre alternativer end Hall. Dermed ville Hall have sat Kongen til vægs.

Hall var vel realistisk nok til at tro, at den eneste mulige løsning på konflikten var en deling af Slesvig. Men en sådan løsning ville udløse en voldsom vrede i befolkningen og var derfor ikke mulig. Et ærefuldt dansk nederlag på slagmarken efterfulgt af stormagternes indgriben og mægling i krigen, der som resultat nok ville føre til en deling af Slesvig, kunne derimod opnå accept i befolkningen.

En grusom logik men ikke desto mindre var det næsten sådan, det gik! Lige bortset fra at den danske regering taber det hele på gulvet ved forhandlingerne i London i maj/juni 1864.

En mistelten havde Hall dog ikke taget i ed. D.G. Monrad så nu sit snit til at få den magt, som han så længe havde higet efter. Monrad påtog sig til Halls store forfærdelse at danne en ny regering, men ingen af de tidligere ministre ville gå med. Monrad måtte derfor danne en regering med seks embedsmænd som ministre. Monrads regering blev af Københavnerviddet døbt "Millionregeringen", da man mente den bestod af en ener i form af Monrad og seks nuller.

Krigen var allerede uafvendelig, og Monrad var nok heller ikke interesseret i at forhindre den. Desuden ville den preussiske kansler Bismarck have krigen, som kunne lette det indenrigspolitiske tryk på den preussiske regering.

Den danske hær havde ikke været i stand til at mobilisere i fuld udstrækning på de to måneder, der var gået siden Christian 9.'s underskrivning af Novemberforfatningen. Ved Dannevirke stod omkring 32.000 mand, men flere regimenter var endnu ikke nået frem. Overfor denne i hast samlede og slet uddannede hær stod to af Europas førende militære magter med omkring 57.000 mand.