Saa saa vi et Stykke foran os en Soldat sidde paa Marksiden af den højre Vejgrøft - Vejens tætte Hegn var her paa en lang Strækning fjærnet -, han var leret og snavset og saa i høj Grad udmattet ud. Vor Bataljonschef raabte ham an, han rejste sig og stillede sig ret paa Vejen, medens han svarede paa de Spørgsmaal, der blev gjort ham. Men pludselig tog Kaptejnen paa Hesten sig i det:
"Hvordan Satan er De kommen her?" brølede han,
"De er jo ikke saaret og har forladt Deres Afdeling! Vil De øjeblikkelig følge med!" Manden blev som ramt af et Slag og sank ned paa begge Knæ.
"Jeg kan ikke, jeg kan ikke", skreg han og saa sig forvildet om. Forreste Sektion fik Ordre til at tage ham med. Han slog om sig som et Dyr.
"Lad mig slippe", hvæsede han. Tungen lallede, og Øjnene saa ingenting. Han trillede fra os. Der var ikke Tale om, at vi kunde bringe ham frem, hvis. vi da selv skulde rykke hurtig videre som hidtil. Han gled over i næste Sektion, og endnu et Hold af Kompagniet fik Tag i ham, saa hørte vi ikke mere hans Vræl, Han var bleven sparket ned i Grøften, og der laa han plat paa Ansigtet, som om han var død. Jeg tror, at vi alle mere eller mindre havde en Slags Medlidenhed med ham; han duede tydelig nok ikke til at være Soldat.
Kilder:- "Hinsides Grænsen" af Erik Skram (genudgivelse 1976)
