1864 arkiv

Vi fik nu ogsaa at se, hvilken Beskyttelse vort saa vel tilpakkede Blokhus kunde yde. I dette opholdt der sig nemlig et Kompagni Infanteri og de Artillerister, som ikke i Øjeblikket var tagne i Brug. Vi havde troet det nogenlunde sikkert, da vi ved ihærdigt Arbejde havde faaet opført et nogle Fod dybt Jordlag for den Side, som vendte mod Broager. Men for at betegne, hvilken umaadelig Anslagskraft Fjendens Granater havde, skal jeg blot endnu gjøre et Par Bemærkninger. Et saadant Blokhus bestaar, som før meddelt, af svære Bjælker, staaende lodret, den ene tæt ved Siden af den anden, og saaledes dannes baade Siderne og Enderne. Men vandret hen ad Siderne, midtvejs mellem Jorden og Bjælkedækket, er der atter lagt fire Bjælker oven paa hinanden, som er fastholdt ved Jærnkramper, hvis Tykkelse er som temmelig svære Vognhjulsringe. Her ramte en af Fjendens Granater en saadan Jærnkrampe, og efter at have spadseret de 4000 Alen over Vemmingbund og igjennem det Jordlag, som vi havde fyldt op foran Huset, var den dog i Stand til at trænge igjennem denne og de to Bjælkelag ind i Blokhuset, hvor den sprang med det samme, dræhte en Løjtnant Voldbye og saarede fem Mand, deriblandt en Kommandersergent. Voldbye havde faaet en Stump i venstre Bryst og var øjensynligt død med det samme. Løjtnant Anker hjalp selv til med at faa de saarede ud af Blokhuset. Da Ambulancen kom med en saaret menig ud af Døren, kunde man se, at han var meget haardt ramt i Underlivet. Bukserne var skudt i bare Trevler, og han jamrede sig højt. Dette anfægtede os dog ikke meget i øjeblikket, vi havde nok at foretage os med at besvare Fjendens Ild. Kampen havde vel nu varet en Times Tid. Infanteriet og Reservemandskabet kom ud af Blokhuset og om bagved, hvor der var bedre Dækning. Fjenden satte al sin Kraft ind paa at bringe os til Tavshed. Granaterne kom nu fra Broager i hele Selskaber paa 10 á 12 Stkr. ad Gangen. »Jeg tror«, sagde en lun Konstabel, »at skal det saadan blive ved, saagaar der Ild baade i Himlen og min Visker, for Kanonen er nu snart saa varm, at man ikke kan holde en Haand paa den.« Hen paa Eftermiddagen tog Stormen til, og Krudtrøgen, der slog os lige i Ansigtet, sværtede Betjeningsmandskabet, saa de saa ud som Negere, da vi mellem Kl. 3 og 4 sagtnede Skydningen og omsider holdt helt stille. Da Fjenden mærkede, at vor Skydning blev mere langsom, begyndte ogsaa han at slaa koldt Vand i Blodet. Han havde maaske nok mærket, at han ikke kunde bringe os til Tavshed paa en Studs alligevel, og Kl. mellem 4 og 5 holdt han inde paa enkelte Skud nær, som vedblev hele Natten.

• Chr. Christensen "Krigsminder fra Danevirke og Dybbøl" (Kolding 1963), s. 40-41.