1864 arkiv

Nu blev der udstillet en Avertissement-Post i Læ af Krudtmagasinet. Det vil sige en Post, der skulde have Øjet uafbrudt vendt imod Broagerland, og naar han saa Ilden flyve ud af Kanonerne derovre, skulde han raabe »Broager, dæk!« Naar dette Varsels-Raab lød, vidste enhver, hvor han skulde søge Dækning. Vi havde den Dag faaet omtrent 700 Granater ind paa Skansen, saa de kunde nok pille omkring i Traverserne. Et Kompagni Infanteri blev nu afgivet til at arbejde paa Istandsættelsen af Skansen under Ledelse af Ingeniører, som dels skulde tage Del i Arbejdet, dels give de mindre kyndige Anvisning. Alt gik nu flinkt fra Haanden. Nogle kjørte Jord ind paa Skansen med Trillebør, andre fyldte Sandsække. Atter andre var Haandlangere, d.v.s. de langede Sandsækkene op paa Brystværnet og op paa Krudtmagasinet, fra Haand til Haand. Nogle lagde saa Sandsækkene og Jorden til rette. Frostklumper var ikke gode, »for«, sagde Bie, »dem kunde Granaterne sætte til Vejrs, og saa kunde de gjerne falde ned og gjøre et Menneske Fortræd«, og deri kunde han gjerne have Ret. Skansen var som oversaaet af Mennesker baade indvendig og udvendig, ikke ulig en Myretue - efter stor Maalestok -, i hvis Top der er en stor Fordybning. »Broager, dæk!« lød det nu fra Avertissernent-Posten. Det virkede som et elektrisk Stød over hele Skansen. Som trukket af en Snor var hver Mand paa sin Dækningsplads. Et Øjebliks Stilhed, saa stille som i et Gravkammer, saa Drønet fra Kanonen, derpaa en brusende og hvæsende Lyd i Luften, nu havde vi Granaten, den tørnede imod Fyldemagasinet, sprang med et vældigt Brag, dens funklende Gnister oplyste et Øjeblik hele Skansen, og dens Stumper surrede omkring derinde med en Brummen, der mindede om en Skarnbasses ved Sommeraftenstid, naar man tænker sig denne Lyd nogle Gange fordoblet i Styrke. - Men Læserne maa nu ikke tænke, at dette tog saa lang Tid som at læse disse Linier. Saa snart Granaten var sprunget, var enhver Mand igjen paa sin Arbejdsplads, og nu gik alt igjen som en Maskine, hvis Hjuls Takker griber ind i hinanden. Jeg spurgte undertiden en eller anden, hvad han tænkte paa, naar der blev raabt »Broager, dæk!« Ja, det var et Spørgsmaal, som de fleste ikke saadan var for at give noget Svar paa. Nogle sagde, at de tænkte paa ingen Ting, andre, at nu har vi snart Granaten. Men kom man til en mere fortrolig Samtale om dette Spørgsmaal, og vedkommende mærkede, at han kunde blive vel forstaaet, saa blev Svaret i Reglen: »Mine Tanker søgte Vor Herre, og saa tænkte jeg paa Danmark og mit lille Hjem deri.« Arbejdet gik rask fra Haanden, det ituskudte Materiel erstattedes med nyt. Kanon-Briskerne udbedredes, og omendskjønt Fjenden sendte os en Granat eller to i hver Time, saa var dog Skansen hen paa Natten istandsat saaledes, at den igjen havde sit oprindelige Udseende. Skanse 1 var bleven bragt til Tavshed efter at have vekslet nogle enkelte Skud med Fjenden, idel den blev saa overdænget med Granater, at den lignede en Grusbunke. Skansekommandøren derfra kom op paa Nr. 2 om Aftenen og fortalte lidt om, hvorledes det stod til dernede, og blandt andet, at en Granat havde slaaet ned i hans Vagthytte og ramt Kakkelovnen, saa den af bare Forskrækkelse gjorde halv højre om.

• Chr. Christensen "Krigsminder fra Danevirke og Dybbøl" (Kolding 1963), s. 43-45.