1864 arkiv
Arkivet suppleres løbende med nyt materiale. Hvis du har en dagbog, breve eller erindringer fra en forfader, som deltog i krigen, så er vi meget interesseret i at modtage en kopi af materialet.
Gauerslund: Gravsted med to danske faldne i 1850
ID 11910. Gravsted på Gauerslund Kirkegård med to danske der den 14, juli 1850 under en anstrengende marchen gennem sognet til Slesvig faldt om af anstrengelse og døde.
Inskription:
Jens Nielsen
Niels Chr. Grønbek
Soldater af 5th Reservebataillon
Død i Andkjær den 14de Juli 1850
under en anstrengende Marsch til Slesvig
mod Oprørerne
Dette Gravminde er besørget af
Grauerslund Sogns Kirkeejere.
På en hvid tavle ved siden af gravstenen:
Paa Vejen ud for
Fjendevold at møde
I segned her
i Støv og Hede døde
Men Livet og I gav
for Fædrelandet
Vi mindes jer med
Tak, vi kan ej andet.
Graven er ikke korrekt markeret på kortet.
Om de faldne:
- Menig ved 5. Reservebataljon, 2. kompagni, nr. 202 Jens Nielsen, født 19. juli 1818 i Hornum, Vester Hornum sogn, Aalborg amt, død på marchen gennem Andkær 14. juli 1850, begravet på Gauerslund kirkegård 17. juli. Søn af gårdmand Niels Jensen Østergaard og Johanne Marie Madsdatter.
- Menig ved 5. Reservebataljon, 2. kompagni, nr. 94 Niels Christian Grønbech, født 27. september 1821 i Helsingør (Skt. Olai), konfirmeret 1836 i Frederikshavn, død på marchen gennem Andkær 14. juli 1850, begravet på Gauerslund kirkegård 17. juli. Søn af købmand og gæstgiver Balthazar Christian Grønbech og Anne Riis Lyngbye. Familien Grønbech flyttede kort efter Niels Christians fødsel til den lille svenske ø Rörö i den göteborgske skærgård. Her døde moderen i 1825 og faderen seks år senere. Niels Christian og en storebror kom i pleje hos deres farbror, købmand Hans Peter Grønbech i Frederikshavn, der i slutningen af 1830'erne flyttede til hovedstaden. Her kom Niels Christian i skrædderlære, og som svend rejste han til Odense. I årene 1844-49 levede han i et papirløst forhold med tjenestepigen Birthe Cathrine Coordt og fik med hende to sønner og en datter. Parret skiltes imidlertid og Niels Christian flyttede til Thy, hvor han i 1849 lod sig stille som soldat for en gårdmand i Vang sogn. I september samme år blev Niels Christian arresteret på mistanke om indbrud i Thisted kirke. Han havde smadret et vindue, var krøbet ind og brudt kirkebøssen op, hvorfra han stjal 31 skillinger. De kom atter for dagens lys, da politiet ransagede hans lejede værelse i byen. Andre tyverisager blev også fremlagt i retten, og den 28. december 1849 faldt dommen: 1 års forbedringshusarbejde i Viborg Tugthus. Dommen var hård, fordi han otte år tidligere var blevet dømt for tyveri ved Kriminalretten i København. Protokollen over fangerne i Viborg Tugthus indeholder ikke Niels Christians navn, og i februar 1850 sad han dog også stadig i Thisted arresthus, sandsynligvis mens han ventede på udfaldet af en ankesag. Få måneder senere må han være blevet løsladt og eskorteret til 5. Reservebataljon. Kort efter døde han af udmattelse på marchen til Fredericia. Hovedrullen for Thisted amt 1847, 27. lægd, nr. 89.
- Foto: Torben Thorsen, 2021.
- Tekst: Michael Bach, http://gravminder.blogspot.com
- Cohen 1850/78: Jens Nielsen Hornum (Aalborg amt).
- Cohen 1850/78: Niels Christian Grønbek (Frederiksborg amt).
Historiecenter Dybbøl Banke
Trip Advisor
Åbningstider
Historiecenter Dybbøl Banke
1. april – 31. oktober
kl. 10-17
Dybbøl Mølle
Se åbningstider her
VPAC
Historiecenter Dybbøl Banke er et VPAC center. VPAC står for Videnspædagogisk Aktivitets Center, der er et statsstøttet oplevelsescenter, hvor børn og voksne får viden og indsigt i natur, historie og videnskab gennem lærerige og udfordrende aktiviteter for alle sanser. Der er 16 VPAC centre i Danmark.