1864 arkiv
Arkivet suppleres løbende med nyt materiale. Hvis du har en dagbog, breve eller erindringer fra en forfader, som deltog i krigen, så er vi meget interesseret i at modtage en kopi af materialet.
Mindesten for løjtnant E. V. Schau
ID 1181. Mindestenen er en granitsten med sort skrift. Mindesten ligger ud til Alssund på Novopans tidligere grund. Stenen er rejst af "Kommiteen til rejsning af mindesten for faldne i de slesvigske krige" den 22. juni 1925.
Inskription:
Her faldt pr.lt. E. V. Schau ved 16. Regt. d. 18.4.1864.
Emil Victor Schau, født 1931 i Odense, hvor faderen var oberst. Som chef for 16. Regiment 8. Kompagni rykkede han i 1864 i felten. Den 18. april stod regimentet på yderste højre fløj. Efter at venstre fløj var trængt tilbage, måtte 16. Regiments 2. Bataillon, til hvilken 8. Kompagni hørte, tiltræde retræten langs stranden ved Alssund til Brohovedet. De fremtrængende preussiske tropper vanskeliggjorde tilbagegangen. Her faldt Schau, ramt af to kugler, idet han efter kompagniets passage af en stærkt beskudt slugt ville ordne kompagniet. Hans lig førtes til København, hvor begravelsen fandt sted på Garnisons Kirkegård den 28. april. Kort forinden var hans broder major Ernst Frederik Schau faldet ved den danske 8. Brigades modangreb.
I "Mindeskrift over de i 1864 faldne officerer" står:
Emil Victor Schau fødtes den 30. oktober 1831 i Odense og var Søn af oberst ved fynske dragon regiment dersteds, Hans Schau og hustru Dorothea Catharine Bojesen (død, 1878). Han var således broder til major Ernst Frederik Schau, der såredes samme dag og på samme kampplads, hvor han selv faldt. Den 1. november 1846 blev han kadet, gennemgik akademiet og udnævntes den I. november 1849 til sekondløjtnant med anciennetet af 1. november 1848. Han forblev dog på akademiet som repetent til den 2. juni 1850. Fra den 3. juni ansattes han ved 5. Reservebataillon og deltog nu, dels med denne, dels med 4. Linie Infanteribataillon hæderligt i krigsbegivenhederne i 1850. Den 1. september 1862 forlod han 4. Bataillon, idet han blev ansat som adjutant ved 1. Infanteribrigade. Den 30. april 1858 blev han premierløjtnant og den 6. oktober 1860 Ridder af Dannebrog. Den 1. oktober 1863 blev han forsat til 16. Infanteribataillon og var i 1864 chef for regimentets 8. kompagni. Hans regiment, hørende til 3. Infanteribrigade, stod den 18. april på yderste højre fløj. Klokken ca. 11.30 formiddag modtog regimentets 2. Bataillon, hvortil hans kompagni hørte, ordre til langs stranden at søge tilbage til brohovedet. Efter at 8. Brigades angreb var afslået, trængte de prøjsiske tropper stærkt på og vanskeliggjorde de danske troppers tilbagegang fra Stengård langs stranden til brohovedet, idet en stærk beskydning nu fandt sted, og det sumpede terræn tillige vanskeliggjorde tilbagegangen. Bataillonen foretog sin tilbagegang med mønsterværdig ro og orden, men under denne faldt Schau, ramt af to prøjsiske kugler, idet han, efter at have passeret en stor, stærkt beskudt slugt, vilde ordne sit kompagni. Hans lig førtes til København, hvor det den 28. april begravedes på Garnisons Kirkegård. Schau frernhæves i rapporten med udmærkelse for sit forhold under kampen den 18. april. Han og hans broder mindes i Hæren som soldatermæssige, slanke skikkelser af et noget nervøst naturel. Den gamle moder fandt ved meddelelsen om begge sønnernes død sjælsstyrke i sin kærlighed til fædrelandet. Hun havde mistet syv sønner, der alle vare officerer; de tre af dem faldt på Valpladsen. Af disse tre var den ældste, kaptajn i Artilleriet, Hans Boe Schau, faldet ved Mysunde den 12. september 1850. I 1856 havde Schau giftet sig. Hans hustru født Bruun og fire børn overlevede ham.
Kilder:- Tekst fra Jens Raben: "Soldatergrave og Mindestene for Faldne i de slesvigske Krige på Sundeved og Als", "Mindeskrift over de i 1864 faldne officerer".
- Foto: Verner Meier
Historiecenter Dybbøl Banke
Trip Advisor
Åbningstider
Historiecenter Dybbøl Banke
1. april – 31. oktober
kl. 10-17
Dybbøl Mølle
Se åbningstider her
VPAC
Historiecenter Dybbøl Banke er et VPAC center. VPAC står for Videnspædagogisk Aktivitets Center, der er et statsstøttet oplevelsescenter, hvor børn og voksne får viden og indsigt i natur, historie og videnskab gennem lærerige og udfordrende aktiviteter for alle sanser. Der er 16 VPAC centre i Danmark.