1864 arkiv

Inskription:

Rasmus Rasmussen

Pr-Lieutenant og Compagniecommandeur

i Reserven

født i Brahetrolleborg den 20de Marts 1820,

saaret ved Dybbøl den 18de April,

død i Flensborg den 10de Mai 1864

Herunder:

Ynglinge i Plade,

Drenge klædt i Staal ,

Mænd med faste Hjerter,

Det er Danmarks Maal.

Premierløjtnant ved 20. Infanteriregiment Rasmus Rasmussen, født 20. marts 1820 i Mellemhaven, Brahetrolleborg sogn, Sallinge herred, Svendborg amt, konfirmeret 1834 i Åle kirke (Vrads herred, Skanderborg amt), såret i kampene på Dybbøl 18. april 1864, taget til fange, død på Flensburg lazaret 10. maj, begravet på Uldum kirkegård 17. maj. Søn af husmand og smed Rasmus Christiansen og Anne Marie Nielsdatter.

Da Rasmus var otte år gammel (1828), flyttede familien til Midtjylland, først til Nørre Snede sogn, hvorefter de i hurtig rækkefølge flyttede videre til Føvling og til Åle sogn. I sidstnævnte sogn var faderen smed og den nu 14-årige Rasmus tjente som hyrde på Brejnholm mølle. I 1836 flyttede Rasmus til Lundum, hvor han kom i lære på møllen. Færdigudlært drog han ind til Horsens, hvor han lærte at lave træsko.

Rasmus aftjente sin værnepligt i 1841 og hjemsendtes året efter som underkorporal. Da Treårskrigen brød i 1848 blev han sat som kommandersergent ved 4. Reservebataljon og ved årets slutning blev han udnævnt til sekondløjtnant af reserven. Han deltog i alle tre felttog og ved fjendens angreb på Friedrichstadt i efteråret 1850 kæmpede han bravt og til oberst Helgesens store tilfredshed. Efter krigen slog han sig ned på Ørum mark i Sindbjerg sogn og få år senere i Hesselballe i Uldum sogn, hvor han købte en gård. I 1852 blev han karakteriseret premierløjtnant og to år senere kom udnævnelsen som virkelig premierløjtnant af reserven.

Ved krigsudbruddet i 1864 forlod han sin hustru Marianne Mathiesen og tre sønner og drog atter i krig som kompagnichef for 20. Infanteriregiments 7. kompagni. I slaget ved Dybbøl blev han ramt af en kugle i hoften og faldt til jorden. Fjenden tog ham med til lazarettet i Flensburg, hvor han døde få uger senere. Hans kiste blev bragt tilbage til Uldum og begravelsestoget den 17. maj blev en stor national manifestation. Våbenbrødre fra Vejle bar kisten til Uldum, hvor sognefogeder og sogneforstandere bar den den sidste vej til graven.

Cohen 1864/156: Rasmus Rasmussen.

Mindeskrift over de i 1864 faldne officerer:

Premierløjtnant Rasmus Rasmussen fødtes den 20. Marts 1820 ved Brahetrolleborg paa Fyn og var Søn af Smeden der, Rasmus Kristensen og Hustru Ane Marie Prøven, Datter af en Drejlsvæver. Hun skal have været en for sin Tid meget begavet Kvinde.

Otte Aar gammel kom Rasmussen med sine Forældre til Kalhave i Hornborg Sogn, Jylland, hvor Faderen nedsatte sig som Smed. Senere flyttede Familien til Føvling ved Brædstrup, hvor den ejede en lille Gaard.

Rasmussen tjente først som Hyrde i Brejnholm Mølle og lærte derefter Mølleriet i Lundum Mølle. Efter at have udlært i Møllen kom han til Horsens, hvor han lærte at lave Træsko. Her lærte han sin tilkommende Hustru at kende.

I 1848 stod han ved 4. Reserve Bataillon og var avanceret til Kommandersergent, da han den 18. December udnævntes til Sekondløjtnant i Infanteriets Krigsreserve, foreløbig dog uden Anciennetet. Denne fik han den 10. Marts 1849 fra 1. Januar 1849 og endelig den 26. August 1849 tillagdes der ham, saavel som alle siden Krigens Udbrud udnævnte Sekondløjtnanter, Anciennetet · fra 30. April 1848. Saalænge Krigen varede stod han ved 4. Reserve Bataillon. Efter den permitteredes han.

Den 27. Marts 1852 fik han Premierløjtnants Karakter med Anciennetet af 1. Oktober 1851. Under 17. Maj 1854 udnævntes han til virkelig Premierløjtnant i Krigsreserven.

Han deltog med Hæder i den første Krig, og Oberst Helgesen satte stor Pris paa denne dygtige Officer, der gentagne Gange udmærkede sig ved Frederikstads Belejring fra 29. September til 4. Oktober 1850. Den 4. Oktober havde han saaledes en væsentlig Del i, at de første Stormangreb afsloges og Fjendens Mod derved knækkedes. Efter Krigen vendte han igen tilbage til Bondestanden.

Den 18. Oktober 1862 ansattes han ved 3. Infanteri Bataillon. Da Krigen atter stod for Døren, indkaldtes han og kom paa Grund af den store Mangel paa ældre Officerer til at føre 20. Regiments 7. Kompagni. Han følte utvivlsomt selv, at han ikke fuldt ud magtede denne Opgave, men han gjorde, hvad han kunde, og aldrig var hans Kompagni ude af hans Tanker. Og manglede han end den fornødne militære Uddanelse til at befale, saa forstod han at lystre med urokkelig Pligtfølelse og kæk Dødsforagt. Det viste han den 18. April. Da han foran sit Kompagni stormede frem mod Fjenden, segnede han om truffen af en Kugle i Hoften. Han saa sine Folk løbe frem efter sig og forbi sig, og for at opmuntre dem i sidste Øjeblik, raabte han: »Hurra for mit brave Kompagni«.

Han indlagdes af Fjenden paa Flensborg Lasaret, hvor han døde den 10. Maj.

Liget blev nogle Dage efter ført Nord paa, og da dette rygtedes i Haderslev, vandrede hele Byen ud for at vise den faldne Helt den sidste Ære. Kisten blev oversaaet med grønt og den knuste Sabelskede forblev udækket, saa at den vedblivende erindrede om hans Død for Fædrelandet.

Liget førtes over Vejle til Uldum Kirkegaard, hvor det begravedes den 17. Maj. Overalt paa Vejen mod toges det med Blomster og store Æresbevisninger. Unge sørgeklædte Piger strøede Blomster paa dets Vej, og Kisten bares ½ Mil af Vaabenbrødre fra Vejle. Ved Indgangen til Kirkegaarden i Uldum var rejst en Æreport, paa hvilken stod hans Navn og: »sit Løfte har han holdt, den tappre Landsoldat«. Her udtalte Sogneraadsformanden i Sognets Navn et Farvel »til den hæderlig afdøde, omtalte hans Værd, ikke alene som den heltemodige, uforfærdede Kriger, men ogsaa som Menneske og som Medborger, som Ægtemand og Fader og bragte ham Sognets Tak, for hvad han havde været for det«.

Fulgt af unge Mænd, der bar Dannebrogsflag, og baaren af Sognefogder og Sogneforstandere .førtes Kisten til Graven.

Den smukke stemningsfulde Højtidelighed efterlod et dybt Indtryk paa alle tilstedeværende.

Paa Stenen paa hans Grav sattes følgende Inskription:

Ynglinge i Plade

Drenge klædt i Staal

Mænd med faste Hjerter

Det er Danmarks Maal.

Rasmussen ejede selv en lille Gaard i Hesselballe.

Hans Hustru Mariane Mathiassen, Husmandsdatter fra Gylling og Søster til den i sin Tid bekendte Købmand og Raadmand H J. Mathiassen i Horsens, samt en talrig Familie overlevede ham.

• Foto: Torben Thorsen 2022 og Jens Jacob Refshauge Beck 2021.
• Tekst: Michael Bach, http://gravminder.blogspot.com
• "Mindeskrift over de i 1864 faldne officerer med 106 portrætter" udarbejdet af kaptajn Axel F. Hansen (Kbh. 1909)