1864 arkiv
Arkivet suppleres løbende med nyt materiale. Hvis du har en dagbog, breve eller erindringer fra en forfader, som deltog i krigen, så er vi meget interesseret i at modtage en kopi af materialet.
Mindesten for korporal Rasmus Nellemann
ID 1162. Mindestenen er en granitsten med sort skrift. Mindestenen ligger skanse 2. Stenen er rejst af "Kommiteen til Rejsning af Mindesten for Faldne i de slesvigske Krige" den 18. april 1934 (70-års. dagen for Nellemanns død).
Inskription:
Her faldt korporal Rasmus Schmidt Nellemann ved 22. Regt. den 18.4.1864. Han brød fjendens fane fjenden brød hans bane.
Korporal Rasmus Schmidt Nellemann stod ved 22. Regiments 5. Kompagni og faldt under kampene omkring Skanse 2 den 18. april 1864. Han ligger i en af de store fællesgrave på Dybbøl Banke. Løjtnant Ancker skrev fra fangenskabet i Minden til Rasmus Nellemanns broder den 6. maj 1864: "... Da preusserne plantede deres fane på skansen, sprang han op på brystværnet, brækkede stangen og sønderev den sorthvide klud (preussiske fane), og kampen om skansen optoges påny. Men atter sås der en sorthvid fane, og for anden gang sprang han op på brystværnets krone, men blev ramt af flere kugler, hvoraf en gik igennem hovedet og naturligvis var døden den øjeblikkelige følge."
I Dansk Biografisk Leksikon står:
Nellemann, Rasmus Schmidt, 1830-64, Korporal. F. 8. Marts 1830 i Aarhus, d. 18. April 1864 i Skanse II ved Dybbøl, formentlig begr. sst. Forældre: Exam. jur., Landvæsenskommissær, senere Justitsraad og Ejer af Allingskovgaard Laurits N. (1803-87) og Anna Lorentze Hyphoff (1805-69). Gift 14. Okt. 1859 i Grønbæk med Julie Catharine Genillard, f. ca. 1833 i Schweiz, d. Tidligst 1888 (gift 2° med en fransk Finansembedsmand Liebhaber). N. var uddannet ved Landvæsen og havde været Forvalter paa Frijsenborg og Allingskovgaard. Dec. 1863 mødte han som Forstærkningsmand ved 22. Infanteriregiments 3. Kompagni, udnævntes April n. A. til midlertidig Korporal og oversattes til Regimentets 5. Kompagni, der 18. April forsvarede Skanse II. En fjendtlig Stormkolonne trængte frem fra Løbegraven mellem Skanse II og I og angreb Skanse II, hvis Besætning værgede sig tappert og afslog det første Stormangreb, hvorunder N. sprang op paa Brystværnet og rev den der opplantede fjendtlige Fane (Flag) til sig; men faa Minutter efter stormede Angriberen atter frem og plantede en Fane paa Brystværnet, og da N. søgte at bemægtige sig ogsaa denne, blev han dødeligt truffet af flere Kugler og sank tilbage i Skansen. - En Mindesten for ham blev 1934 rejst i Skansen.
Posthum Tegning af Poul Steffensen. Træsnit 1878 og af H. P. Hansen 1888. Kilder: Den dansk-tydske Krig 1864, udg. af Generalstaben, II, 189 I . Vort Forsvar 13. Maj, 8. og 22. Juli, 5. og 19. Aug. 1888, 24. April og 5. Juni 1892. Rockstroh.
Kilder:- Tekst fra Jens Raben: "Soldatergrave og Mindestene for Faldne i de slesvigske Krige på Sundeved og Als". Foto: Historiecenter Dybbøl Banke
Historiecenter Dybbøl Banke
Trip Advisor
Åbningstider
Historiecenter Dybbøl Banke
1. april – 31. oktober
kl. 10-17
Dybbøl Mølle
Se åbningstider her
VPAC
Historiecenter Dybbøl Banke er et VPAC center. VPAC står for Videnspædagogisk Aktivitets Center, der er et statsstøttet oplevelsescenter, hvor børn og voksne får viden og indsigt i natur, historie og videnskab gennem lærerige og udfordrende aktiviteter for alle sanser. Der er 16 VPAC centre i Danmark.