1864 arkiv
Arkivet suppleres løbende med nyt materiale. Hvis du har en dagbog, breve eller erindringer fra en forfader, som deltog i krigen, så er vi meget interesseret i at modtage en kopi af materialet.
Mindesten for kampen om Langdamgård
ID 1142. Mindestenen er en granitsten med sort skrift. Mindestenen ligger overfor Langdamgård på Grønnekærvej. Stenen er rejst af "Kommiteen til Rejsning af Mindesten for Faldne i de slesvigske Krige" den 31. oktober 1926.
Inskription:
I kampen om denne gård faldt af 20. Regt. oberst. lt. J. G. Scholten, pr. lt. R. Rasmussen, svensk sek.lt. C. L. Roos, sek.lt. J. A. Neergaard, off. asp. E. Hage og F. F. Larsen samt mange uoff. og menige hvis navne ikke er optegnede.
Oberstløjtnant Jobst Gerhard Scholten, født 1814 i København, var ved udbruddet af krigen 1848-51 premierløjtnant og adjudant ved det slesvigske jægerkorps. Under krigen blev han kaptajn og deltog med hæder i slaget ved Fredericia. 1861 blev han chef for 20. Bataillon og 1864 førte han 20. Regiment i felten. Under 8. Brigades angreb den 18. april ledede Scholten angrebet på venstre fløj og senere forsvaret af Langdamgård. Kort før gården skulle rømmes, blev han dræbt ved et skud i hjertet. Liget førtes til København og blev der begravet på Garnisons Kirkegård.
Premierløjtnant Rasmus Rasmussen var født 1820 ved Brahetrolleborg, hvor faderen var smed. Rasmussen tjente først hos bønderne, derefter lærte han mølleriet og senere blev han træskomager. 1848 stod han ved 4. Reservebataillon og var avanceret til kommandersergent, da han i slutningen af 1848 udnævntes til sekondløjtnant i Infanteriets Krigsreserve. Efter krigen blev han premierløjtnant, og ervervede sig sig en lille gård i Hesselballe. I 1864 førte han 20. Regiments 7. Kompagni. Da han den 18. april under 8. Brigades kamp stod ved Langdamgård, fik han en kugle i hoften. Han blev liggende på kamppladsen, indtil han blev samlet op af de preussiske styrker og ført til et lazaret i Flensburg, hvor han døde den 10. maj. Liget blev ført til hans hjemegn, og han blev begravet den 17. maj på Uldum Kirkegård.
Svensk frivillig, sekondløjtnant Carl Leonhard Roos var født i Stockholm 1821. Han deltog med hæder som frivillig i krigen 1848-51. I 1864 meldte han sig atter til frivillig tjeneste og han ansattes som sekondløjtnant ved 20. Regiment. Han faldt ligeledes i kampen om Langdamgård. Preusserne afleverede liget ved Sønderborg den 19. april. Hans grav er på Sønderborg kirkegård.
Sekondløjtnant Johannes Alfred Neergaard, født 1839 i København, udnævntes i 1862 til sekondløjtnant i Infanteriets Krigsreserve og ansattes ved 20. Bataillon. Med 20. Regiment rykkede han ud i 1864. Under forsvaret af Langdamgård faldt han hårdt såret i fangenskab og førtes til et lazaret i Flensburg sammen med premierløjtnant Rasmussen. Der døde han den 20. april. Liget blev ført til København og jordet på Søetatens Kirkegård den 29. april.
Officersaspirant Frederik Ferdinand Larsen faldt under samme kamp. Han hviler i en af de store fællesgrave.
Kilder:- Tekst fra Jens Raben: "Soldatergrave og Mindestene for Faldne i de slesvigske Krige på Sundeved og Als". Foto: Historiecenter Dybbøl Banke
Historiecenter Dybbøl Banke
Trip Advisor
Åbningstider
Historiecenter Dybbøl Banke
1. april – 31. oktober
kl. 10-17
Dybbøl Mølle
Se åbningstider her
VPAC
Historiecenter Dybbøl Banke er et VPAC center. VPAC står for Videnspædagogisk Aktivitets Center, der er et statsstøttet oplevelsescenter, hvor børn og voksne får viden og indsigt i natur, historie og videnskab gennem lærerige og udfordrende aktiviteter for alle sanser. Der er 16 VPAC centre i Danmark.