Krigen i 1864, og hvad den bragte med sig, førte mig på mit eneste ophold udenfor sognets grænser. I efteråret 1863 kom jeg på session og blev taget til militærarbejder, fordi jeg havde mistet yderste led på min højre pegefinger. Under almindelige forhold var jeg blevet fri, men landet havde jo brug for mange. Jeg måtte også afsted og kom i trøjen d. 22-1-64. Jeg kom straks til Sønderborg og var på en slags skole i 8 dage. Derefter blev jeg tilligemed mange andre af mine kammerater ansat ved Ambulancen som ambulancebærer, fik en båre og måtte straks afsted til Dybbøl for at hente de sårede og døde. Men fra skanserne syd for landevejen, og al elendighed jeg her blev vidne til, er ikk til at beskrive. Vi var ofte udsat for geværild og navnlig granater, som fjenden sendte henover skanserne. Men vi måtte jo gøre vores pligt og sørge for at få de sårede bragt ned til vognen, hvorefter de kom lazaret i Sønderborg og Augustenborg. De døde blev i reglen bragt til Sønderborg og lagt i deres uniform i simple trækister. Jeg husker, at der i Sønderborg Kirke engang stod 4 lag ved hver side.
En mørk nat bar jeg en død soldat oppe fra skanserne. Han var oprevet i underlivet af en granat. I begyndelsen syntes jeg han var tung, men senere blev han kendelig lettere. Da vi nåede vognen opdagede vi, at vi havde tabt noget af det indvendige af ham.
når vi var fri , boede vi i barakkeret stykke udenfor byen, men selv her kunne granaterne undertiden nå os. På stormdagen d. 18. april var jeg oppe ved kirken i nærheden af Kirkeskansen [Kirkebatteriet], og herfra hørte jeg den forfærdelige kanontorden og så senere, hvordan kampen bølgede på den østlige skråning af banken. Senere var jeg optaget af mit arbejde...
Kilder:- Dannebrogsmand d. 30-5-1927 (levnedsbeskrivelse ved Ordenskapitlet).
