1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   18. January 1864   >

Danmark bøjer sig ikke

Med afvisningen af det preussisk-østrigske ultimatum træder krigen et skridt nærmere.

Af Ditte Kock, 2012

Det var med vrede og opgivende miner, at den danske regering for to dage siden modtog et preussisk-østrigsk ultimatum om at trække Novemberforfatningen tilbage inden 48 timer. Lige siden har der været en hektisk aktivitet i København, hvor politikere og diplomater har forsøgt at finde en løsning. Samtaler med de preussiske og østrigske gesandter i København har ikke ført til meget, til dels fordi den preussiske gesandt Balan har været syg siden før ultimatummet blev overrakt. Den østrigske diplomat Brenner har derfor været den eneste til at repræsentere de to tyske stormagter. Både den danske konseilspræsident Monrad og den danske udenrigsminister Quaade har protesteret mod ultimatummet, begge med den primære begrundelse, at 48 timer ikke er nok til at trække Novemberforfatningen tilbage. Monrad har forsøgt at finde et kompromis og bedt om seks uger til at vende stemningen i rigsrådet og trække Novemberforfatningen tilbage, men dette har han ikke fået. Derfor har regeringen i dag afvist at bøje sig for det preussisk-østrigske ultimatum, med den begrundelse at det ville kræve et statskup at trække Novemberforfatningen tilbage på den tid. Desuden har regeringen stillet spørgsmålstegn ved, om det reelt er for at opretholde Londontraktaten af 1852, altså at sikre bevarelsen af den danske helstat, at Preussen og Østrig vil besætte Slesvig.

De diplomatiske forbindelser brydes

Med denne afvisning er mulighederne for en fredelig løsning ved at være udtømte. Preussen og Østrig trækker nu deres gesandter hjem fra København og blokerer dermed for samtale med den danske regering. Danmark har ligeledes kaldt sine gesandter hjem fra Berlin og Wien. Næste skridt for de to tyske stormagter er at forberede besættelsen af Slesvig.