1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.

<   7. February 1864   >

Hæren når til Dybbøl

Monrad i København. Nye optøjer.

Af Lars Lindeberg, 1964

Om morgenen den 7. februar 1864 fortsatte den danske hær tilbagetoget, men selv om både østrigerne og preusserne forholdt sig i ro, blev det en drøj march. Vejene var stadig isglatte, vejret stadigt koldt og døgns strabadser.

En soldat af 18. Regiment skriver om et kort hvil i en skov på vejen i et brev hjem: Her havde jeg min eneste fornøjelse på denne temmelig kulsorte dag, idet jeg fandt et stort stykke chokolade i lommen og indbød officererne til at spise din skål, vi kunne jo ikke drikke den, og det gjorde vi da med muntre, om end blåfrosne ansigter. Det tænkte nok mindst på, lille mor, at her ude i en vild, øde skov lige over for fjenden stod et lille fødselsdagsselskab og ønskede dig et langt og lykkeligt liv. Til en smule oplivelse fik vi samlet “den blå” (kompagnisangforeningen), og med de sidste sørgelige rester af stemme sang vi: Herlige skov, yndige ro, her vil jeg bygge, her vil jeg bo.

Dybbøl

Hovedparten af hæren gik til Dybbøl, kun 4. Division, der bestod af tre rytterregimenter, et infanteriregiment og et batteri, marcherede nord på og nåede i løbet af dagen Åbenrå.

I Flensborg, hvis borgere på alle måder havde prøvet at hjælpe de udmattede danske soldater under gennemmarchen, måtte hæren efterlade et magasin med 200.000 pund brød, og i havnen syv skibe lastet med 2.581 tønder havre, 80 tønder gryn, 30 tønder ærter, 454 tønder flæsk og 73 fade brændevin, bestemt til hærens forplejning. Det betød at mange af soldaterne måtte gennemføre også anden etape af tilbagetoget uden at få mad.


København

Konseilpræsidenten, biskop Monrad kom til København om formiddagen. Der blev holdt ministerråd, og senere på eftermiddagen blev både folketinget og landstinget indkaldt til ekstraordinære møder. Her meddelte Monrad, at regeringen havde besluttet at kalde General de Meza og hans stabschef Oberst Kauffmann til København for at de kunne redegøre for motiverne til tilbagetoget. Stemningen i hovedstaden var imidlertid stadig på kogepunktet og også om aftenen kom det til uroligheder i gaderne, især foran Monrads hus på Christianshavn.


Kongen, der var blevet i Sønderborg, besøgte sent om aftenen skanserne på Dybbøl. En af artilleristerne fortæller: “Jeg sov som en sten og vågnede ved råbet: “Kongen er her inde i skansen”. Jeg kom da på benene, men jeg var så stivfrossen, at jeg næppe kunne gå. Vi så unægtelig noget medtagne ud, og det kunne Hans Majestæt også nok se, thi da han var passeret forbi os, sagde han: “Ja det har været en streng tur for jer”. Derpå vendte han sig til officeren, der ledsagede ham og sagde: “Disse folk skal have en skilling og en snaps, vil de give dem en?”. Denne tog sin pengepung op og rakte infanterikorporalen 10 kroner (5 Rigsdaler)”.


 

* * *

Kommentarer fra 2012

Overkommandoen taber hovedet

Af Bjørn Østergaard

Som det så ofte var tilfældet i krigen, så manglede danskerne gode efterretninger om fjendens bevægelser. Nogle gange fik man ikke engang oplysninger om egne bevægelser, hvilket netop blev tilfældet under tilbagetoget. Det skyldtes forvirring om, hvor de enkelte enheders midlertidige kvarterer var. Det er naturligvis meget svært at holde styr på under en tilbagetrækning som den i 1864. Men Overkommandoen burde have planlagt det det bedre end tilfældet var.

Det er oplagt, at rytteriet i stort omfang skulle være brugt til at søge oplysninger om fjenden og egne enheder. Det var bedre at slide nogle heste op end risikere hele hæren. Men som tidligere nævnt var hovedparten af rytteriet sendt nordpå foran hele hæren.

Stabschef ved den danske overkommando Heinrich Kauffmann fik om eftermiddagen den 6. februar besked om 1. Regiments hovedkulds flugt efter den voldsomme kamp. Men han fik ikke besked om 21. Regiments indgriben i kampen, og at fjendens kræfter efter den kamp var udtømt, og at østrigernes fremrykning dermed var stoppet.

Til gengæld modtog han mange forkerte meddelelser med vildt overdrevne angivelser af de østrigske troppers antal ved Sankelmark, pludseligt opdukkede preussiske styrker ved Glückburg, fjendtlige tropper der omgik de danske styrker i Flensborg osv.

Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var oplysninger om at store preussiske styrker var kørt med jernbanen nordpå og nu blev læsset af lige vest for Flensborg. De rykkede nu frem i ryggen på de danske, der dermed var i fare for at blive omringet og tilintetgjort. Her burde man have indset, at det ikke kunne være rigtigt, da man ved Dannevirke allerede havde fjernet skinnerne på en længere strækning. Desuden havde man beordret sprængning af broer, hvilket var udført, men meldingen om det udførte var uheldigvis ikke kommet retur.

Alle disse mange oplysninger var ikke andet end falske rygter, som opstod som følge af misforståelser og hallucinationer. Havde Overkommandoen sørget for selv at indhente oplysninger, så kunne mange af disse fejlagtige oplysninger være blevet fejet af bordet med det samme.

Den udmattede og overanstrengte Kauffmann tabte nu i stedet hovedet og alarmerede hele hæren. Her burde overgeneral de Meza, hvis opgave det var at bevare overblikket, have grebet ind. Men han havde fundet det vigtigere at tage i forvejen til Gråsten i stedet for at være ved hæren i denne kritiske stund.
Styrker, der allerede havde passeret Flensborg, blev nu sendt ned syd for Flensborg for at forberede en kamp om byen. Mange afdelinger, som havde fået kvarter til at hvile ud i, måtte i stedet overnatte på åben mark i den stærke kulde. Det havde faktisk været bedre at marchere nordpå for dermed bedre at holde varmen!

Det blev dermed umenneskeligt hårdt for den i forvejen udmattede danske hær. Et sandt under at så få alligevel mistede livet under turen til Dybbøl.