1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   6. February 1864   >

Til angreb med cigar i munden

De forfølgende østrigere standses ved Sankelmark – Optøjer i København efter meddelelsen om Dannevirkes rømning.

Af Lars Lindeberg, 1964

Nu blev vi kommanderet frem mod fjenden, og det blev en kamp, så det forslog noget. Vi stødte og stak og slog, det bedste vi kunne. Det gik nærmest til, som når en flok skoledrenge er røget i totterne på hinanden. Det varede vel fem minutter, men der faldt mange. Min sidemand havde syv bajonetstik i kappen.

Sådan oplevede menig Jørgen Rasmussen, 11. Regiment 2. Kompagni, kampen ved Sankelmark den 6. februar 1864, da 7. Brigade gjorde front mod de forfølgende østrigere for at dække den danske hærs fortsatte tilbagetog.

Østrigerne havde optaget forfølgelsen af danskerne tidligt om morgenen, så snart de fik vished for, at Dannevirke var rømmet. Kl. 6 rykkede de første østrigske tropper ind i Slesvig og besatte byen, mens husarpatruljer jog videre nordpå for at finde ud af, hvor langt danskerne var nået. Husarerne stødte på den danske bagtrop ved Helligbæk nord for Isted, men det lykkedes ikke østrigerne at holde danskerne fast før ved Sankelmark.

Østrigerne havde sendt et batteri og en brigade infanteri efter danskerne. Infanteristerne blev kørt på vogne, som dansker havde efterladt nord for Slesvig, og ved 15-tiden var de nået til Oversø syd for Sankelmark. Kl. 15.30 åbnede det østrigske artilleri, 6 kanoner, ild mod danskerne, og efter en halv times beskydning, brød tre eskadroner frem til angreb. Men de danske kompagnier dannede karré og afviste angrebet.

General, baron Gablenz, der kommanderede de østrigske tropper i Danmark, var selv kommet til stede på kamppladsen. Han gav nu sit infanteri ordre til at angribe, og ligesom den 3. februar foran Dannevirke rykkede østrigerne frem med orkestre i spidsen.

Oberst Max Müller, 7. Brigades chef ville ikke vente på dem. Han beordrede 1. Regiment frem til modangreb, og danskere og østrigere tørnede sammen i forbitret nærkamp. Københavnerne gik på med tændt cigar i flaben og med opsangen: “på´en igen, på´en igen lille Ferd´nand Ludvigsen”, skriver en officer i 1. Regiment hjem efter kampen.

Regimentet kunne ikke holde østrigerne stangen. Københavnerne veg og var blevet rendt helt over ende, hvis ikke Vendelboerne i 11. Regiment i det samme var kommet til hjælp. Deres modangreb tog brodden af det østrigske stormløb, og fjenden nåede kun frem til Billeskov Kro, inden mørket faldt på og afbrød kampen. Østrigerne havde da mistet 95 døde, 311 sårede og 27 savnede. Danskernes tab var 40 døde, 134 sårede, 542 fangne og 67 savnede.

Fiaskoen

Preusserne kom ikke til at deltage i forfølgelsen af den danske hær. Fra midnat havde prins Friedrich Karls korps stået parat til at gå over Slien, men på grund af isgang i fjorden trak operationen i langdrag. Først kl. 10.30 havde pionererne fået slået bro, og selv om korpset marcherede nordpå i ilmarch, nåede det ikke at få føling med fjenden.

Til trods for at både preussere og østrigere således opgav forfølgelsen, fik den danske hær ikke megen hvile den nat, for ved 1-tiden meldte forposterne, at fjenden tilsyneladende brugte jernbanen og satte tropper af i Skovkro lige syd for Flensborg.

Den danske overkommando havde allerede dagen i forvejen givet ordre til at jernbanebroen ved Holm skulle sprænges, men der var ikke indløbet nogen tilbagemelding, så forposterne kunne teoretisk have ret.

Derfor blev hele hæren alarmeret, og de dødtrætte soldater måtte stå under gevær resten af natten, indtil dagslyset afslørede, at jernbanetogende var blændværk. De udmattede soldat havde forvekslet lygter langs en kolonnevej med oplyste waggoner.

Sorgen

Efterretningerne om tilbagetoget havde en lammende virkning, hvor den nåede frem. Kongen og konseilspræsidenten, biskop Monrad, var i Sønderborg, da de erfarede, hvad der var sket. Monrad sejlede straks til Flensborg, hvor han opsøgte general de Meza i hovedkvarteret i Raschs Hotel. Her så han et telegram, som generalen samme morgen havde modtaget fra krigsminister Lundbye i København. Det lød: “Jeg anerkender ikke, at armeens øverstkommanderende general har holdt sig instruktionen efterrettelig og forbeholdt mig altså undersøgelser i så henseende. Det er min mening, at Dannevirke burde forsvares.”

Om eftermiddagen rejste Monrad til København, hvor nyheden om tilbagetoget i mellemtiden var blevet kendt gennem en løbeseddel, Berlingske Tidende havde udsendt kl. 12 middag: Efter overkommandoens beslutning er Dannevirkestillingen opgivet i nat uden kamp. Vi formår i dette øjeblik ikke at give ringeste forklaring om denne overvældende efterretning.

Dagbladet skrev: Vi har en efterretning at bringe, den sørgeligste og bitrest som kunne komme. Det er ikke budskabet om en hård kamp, ikke om et nederlag. Det er om et tilbagetog uden sværdslag.

Fædrelandet: Slesvig er altså ladet åben for fjenden uden sværdslag.

I Københavns gader vrimlede det snart med folk, og ud på aftenen kom det til alvorlige tumulter. Med råbet “forræderi” drog en stor menneskemængde gennem byen. Garden måtte besætte gader omkring Amalienborg, og hestgarden fik ordre til at rydde Sct. Annæ Plads, da politiet stod helt magtesløse.


 

* * *

Kommentarer fra 2012

En sej men dyr kamp

Af Bjørn Østergaaard

Der er ingen tvivl om at oberst Max Müller ved Sankelmark gennemførte et sejt forsvar, som stoppede østrigernes fremrykning og derved sikrede resten af hæren.

Max Müller blev siden fremhævet som et forbillede for, hvad danskerne kunne og skulle have gjort. Men noget specielt elegant forsvar ved Sankelmark var det nu ikke.

Max Müller var som mange andre danske officerer en stærk tilhænger af bajonetten som det afgørende våben. Geværernes ildkraft tillagde han ikke så stor betydning. Men det viste sig også i dette slag, at ildkraften var det afgørende våben.

Her stod to parter overfor hinanden med næsten identisk bevæbning. Begge havde riflede forladegeværer og begge led frygtelige tab ved at storme frem mod fjendens skyttekæder. Kun i få tilfælde kom det til nærkamp på bajonetten, men det var hovedsageligt under 1. Regiments næsten panikagtige flugt efter at forsvaret var brudt sammen.

Max Müller havde ikke fulgt general Steinmanns anvisninger for opstilling af tropperne, men han koncentrerede tropperne mellem Sankelmark Sø og landevejen. Det betød at nogle af 1. Regiments kompagnier stod med ryggen mod søen, hvilket var særdeles risikabelt.

Det gik ganske vist godt i første omgang, men da østrigerne fik friske reserver frem og brød igennem de danske linjer, så blev de udsatte kompagnier afskåret og taget til fange. Søen var endnu ikke så tilfrosset, at man kunne risikere at passere den.

1. Regiment blev desuden omgået på dets venstre fløj, og der var ikke tilstrækkelige reserver til at modstå denne omgående bevægelse. Her burde Max Müller have sørget for at 11. Regiment stod i reserve, men det havde han af uransaglige grunde sendt tilbage. De får dog ordre om at gå frem igen, men det er allerede for sent, og 1. Regiment er på vild flugt tilbage. Her er det så at 11. Regiment under de kaotiske forhold må tage kampen op med de fremstormende østrigske tropper. Herunder kommer det i den tætte skov til decideret nærkamp med bajonet.

At man siden har hævdet at kampene blev afgjort med bajonetten er meget overdrevet. Undersøgelser af de sårede fra kampen har ikke kunnet eftervise at særligt mange havde sår efter bajonet. Det er alt overvejende skudsår.

Det allermest katastrofale ved kampen set med danske øjne er den ringe brug af artilleri og kavaleri. De lykkedes kun at have to feltkanoner med østrigernes 8. De to danske blev hurtigt jaget bort af østrigernes overlegne ild og de trak sig helt ud af kampen. De burde i det mindste have fundet en ny og bedre position, men de stak simpelthen halen mellem benene. En forklaring er muligvis, at de ikke ville risikere som ved Kongshøj den 3. februar igen at miste en kanon. Men det er en dårlig undskyldning.

Dette sidste kan man ikke klandre Max Müller for. Det var general Steinmann, som havde sendt resten af kanonerne og næsten alt kavaleri op foran divisionen og på vej til Flensborg, hvorved de helt var ude af billedet.

Taget de dårlige betingelser i betragtning så må man sige at Max Müller løser opgaven men med udmærkelse. Han forstod dog at motivere folkene og stå fast, hvorved resten af hæren slap væk. Men kønt var det altså ikke.