1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   8. February 1864   >

Stadig tilbage

Generalen tror, fjenden er i hælen på ham, og rykker videre nordpå.

Af Lars Lindeberg, 1964

Tidligt om morgenen den 8. februar 1864 kom de sidste afdelinger til Dybbøl, og for hovedparten af den danske hær var tilbagetoget dermed endt.

Kun 4. Division, der var dirigeret nordpå, marcherede endnu. Ved middagstid nåede den Haderslev, hvor der var bestilt kvarter, og de trætte soldater glædede sig til endelig at få lidt hvile.

Men allerede samme nat gav divisionschefen, General Hegermann-Lindencrone ordre til opbrud. Han troede, at fjenden fulgte efter ham, og var bange for at blive overrumplet. Han gjorde sig ikke engang den ulejlighed at undersøge forholdende nærmere, skønt en sådan undersøgelse ville have vist at de forreste allierede afdelinger var flere dagsmarcher borte.

Det blev den første tilbagetogs nat om igen. En korporal i 5. Dragonregiment fortæller: Kl. 2 om natten kom der ordre til opbrud. Vejret var for så vidt uforandret, dog lod det til at regnen ophørte, og det nu igen var ren frost, men vedblivende stærk sne og storm. Det var ikke videre behagelig at sidde op i de af regnen gennemblødte og tillige med sne belagte sadler, men det hjalp ikke, vi måtte alligevel til hest. De stakkels heste var meget forkomne. Heller ikke stod det synderlig godt til med folkene; søvnmangel, træthed, og for manges vedkommende tillige sult, havde allerede for længst begyndt at gøre sig gældende. Selv jeg , som dog havde fået en god aftensmad, var, før vi kom af sted, så søvnig, at jeg faldt i søvn, så snart jeg et øjeblik var stille, enten jeg så stod og lå eller sad. Så længe vi holdt inde i byen, hvor lygterne brændte, lagde vi ikke mærke til det betydelige mørke; først da vi kom udenfor opdagede vi at vi ikke kunne se længere, end vi kom, ligesom også stormen og sneen piskede omkring, så man næppe kunne åbne et øje.

Først kl. 9 næste morgen den 9. februar 1864, kom Divisionen til Kolding.

Ny General

Omtrent samtidig ankom General de Meza og hans stabschef Oberst Kaufmann til København for at redegøre for baggrunden for det pludselige tilbagetog. General Lüttichau og Major Stjernholm overtog kommandoen over den danske hær i deres sted.

Den nye overkommando fik nok at se til. Forsvaret af Dybbølstillingen skulle organiseres, og hæren ordnes efter tilbagetoget. Det blev bestemt, at 3. Division skulle afskibes til Fredericia og underlægges General Hegermann-Lindencrone, der samtidig fik pålæg om at hindre enhver fjendtlig overskridelse af den nørrejyske grænse ( Kongeåen – Kolding å ). Det blev en drøj tur for 8. og 9. Brigade, der foreløbig blev sendt af sted. De blev transporteret i otte dampskibe, der hver havde en transportbåd på slæb, men kun tre af skibene nåede Fredericia samme aften. Resten lå underdrejet i Lillebælt hele natten og fik først landsat tropperne næste dag.

Forposterne

Om fjenden vidste den danske overkommando, at prins Friedrich Karls korps, der var gået over Slien ved Arnæs var forblevet i Angel, og at østrigerne stod syd for Flensborg. Kun det preussiske gardekorps var fulgt efter danskerne, men der var endnu 4 kilometers ingenmandsland mellem de danske og de preussiske forposter i Sundeved.

Det var en kold tjans at stå forpost de dage. En soldat fortæller: Vi frøs og frøs atter, det var lige så strengt at være afløst og høre til feltvagten som at være vedet; intet hvad der lignede varm mad kunne ydes, den eneste trøst, vi havde, var i den retning brændevin: var man tørstig, slukkede den tørsten, var man sulten, dæmpede den sulten, var man kold, varmede den, var man søvnig virkede den oplivende.