1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   21. June 1864   >

Troppebevægelser mod nord?

Der går rygter om, at preusserne er begyndt deres troppebevægelser mod nord, da flere regimenter er set drage gennem Flensborg.

Af Ditte Kock, 2012

De preussiske lazaretter skal også være blevet tømte og forberedt til at modtage nye sårede. Der er altså klare tegn på, at de tyske magter gør klar til krig igen.

Uddeling af ordener

Efter slaget ved Dybbøl den 18. april, er mange soldater blevet hædret for deres heltemodige indsats. Det er dog ikke alle der er tilfredse med fordelingen af medaljer, så en borger i Jylland har skrevet til landets aviser for at gøre opmærksom på dette. 

Ved uddeling af ordener er der normalt altid klager fra folk der føler sig forbigåede eller folk der mener, nogle er blevet hædret uden at have fortjent det. Efter stormen på Dybbøl har der dog, i den jyske borgers øjne, været mange flere klager end normalt. Mange klager handler om, at man i uddelingen af ordener er gået mere efter rang og anciennitet end efter fortjeneste. Der er altså ikke mange fra de lavere grader i militæret der er blevet hædret. Borgeren mener, det er meget uklogt at forbigå de menige, når de nok snart skal i kamp igen, for i sådan en situation trænger soldaterne til al den opmuntring de kan få. 

Han har flere eksempler på tapre soldater, der ikke er blevet belønnet for deres indsats. Mandskabet fra 9. Regiments 1. Kompagni stod i midten af skanselinjen og drev tre gange fjenden tilbage med bajonet. Til sidst blev de omringet og taget til fange. To af soldaterne så i forvirringen deres snit til at springe af den kærre de blev transporteret på. De greb nogle geværer der lå på jorden, og stak af ned af bakken mod Sønderborg. De løb direkte ind gennem de kæmpende preussere ved brohovedet til Als og kom over. De berettede om deres hændelser og blev “skrevet op” til at modtage en medalje, som de dog aldrig modtog. 

Den jyske borger kender en af soldaterne, og han er ikke en mand der praler af egne bedrifter eller beklager sig, han er en rolig jyde med stor udholdenhed. Når han beretter om en heltemodig bedrift, kan man være sikker på det er sket. Der er sikkert sket en fejl i systemet, men borgeren håber, denne fejl nu bliver rettet, så soldaterne kan få deres orden.