1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   9. March 1864   >

De var bange for hinanden

Danskerne besluttede at trække sig yderligere tilbage, mens østrigerne tøvede.

Af Lars Lindeberg, 1964

Om morgenen d. 9. marts 1864 stod 4. Division kampberedt bag Bygholm Å ved Horsens, men selv om stillingen var fortrinlig, følte Divisionschefen, General Hegermann-Lindencrone sig ikke sikker. Og da eftermiddagens meldinger fra forposterne gik ud på, at østrigerne rykkede frem, besluttede han at gå tilbage til en stilling ved Skanderborg allerede tidlig næste morgen.

Han vidste ikke, at baron Gablenz var yders tilfreds med sejren ved Vejle og ikke agtede at rykke videre frem med det samme desuden havde baronen fået pålæg om at stille en del af sin styrke til rådighed for det preussiske gardekorps foran Fredericia. Den allierede overkommando ville ikke risikere, at danskerne lige som i 1849 gjorde udfald fra fæstningen efter først at have lokket modstanderne til at dele deres styrke.