1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Preusserne angriber
Vejle erobres og Fredericia indesluttes efter hårde kampe – Preusserne tager dansk kompagni til fange.
Af Lars Lindeberg, 1964
Der var travlhed i Feltmarskal Wrangels hovedkvarter den 7. marts 1864. Indrykningen i Jylland blev planlagt, ordrer udstedt. I løbet af dagen koncentreredes en stor styrke omkring Kolding, og da mørket faldt på, stod i alt 29 bataljoner, 21 eskadroner og 11 batterier med 78 kanoner parat til at rykke frem.
Det var meningen, at det preussiske gardekorps næste morgen skulle gå mod Fredericia og indslutte byen, mens østrigerne skulle angribe Vejle og kaste danskerne op i Jylland. Det skylregnede hele natten til den 8. marts 1864, så vejene var opblødte, da fremrykningen begyndte. De fjendtlige kolonner vandt kun langsomt frem, men det var en stakket frist for det danske forvar.
Nekrologen
General von Mülbe der kommanderede det preussiske gardekorps, sendte sin hovedstyrke mod Havreballepasset over Elbodalen, mens en mindre styrke gik frem mod passet ved Gudsø.
3. Division under General Wilster havde 20. Regiment på forpost foran Fredericia den morgen. Ved daggry havde forpostkommandøren sendt den unge kunstmaler, reserveløjtnant Vilhelm Rosenstand, frem med en patrulje for at opklare, hvor fjenden stod. Han gik lige i armene på de fremrykkende preussere, og hele patruljen blev taget til fange. Selv nåede han at gemme sig i et bondehus, hvor han skiftede til civilt tøj, og senere på dagen sneg han sig ud til kysten. Han kom med et skib til Århus og meldte sig tre dage senere ved sit Regiment i Fredericia. I “Fædrelandet” kunne han ved tilbagekomsten læse sin egen nekrolog; man havde været overbevist om, at han var død.
Pløjemaskinen
De danske forpostkompagnier satte sig kraftig til modværge, da preusserne angreb, men overmagten var for stor, og efterhånden blev danskerne trængt helt ind under Fredericias bastioner. En soldat af 20. Regiments 6. kompagni fortæller: Den 8. marts var vi på forpost ved Krybily, dér angreb preusserne os, vi stod som reserver. Vi kunne tydeligt se, at fjenden opkørte kanoner ved Tavlov Kirke. Det varede heller ikke længe, førend de sendte os nogle granater langs hen over kompagniet, men de faldt i en mose og gjorde os ingen skade. Da vi næsten var omgået af fjenden, måtte vi i løb ind over markerne i det slemme føre, som det var, da det i de sidste dage har tøet stærkt, og der er dygtig sne, og jorden er ikke optøet til bunds så at det på de pløjede marker blev til en mudder til midt på benene.
For et andet af 20. Regiments kompagnier lykkedes det ikke at slippe ud af preussernes knibetang. 1. Kompagni var uforsigtigt blevet stående ude på venstre fløj, da de øvrige danske tropper trak sig tilbage, og pludselig så kompagnichefen, at han var afskåret. I løb førte han kompagniet ned mod kysten i håb om, at strandvagterne på Fyn ville se ham og sende både over bæltet, så han kunne slippe væk. Håbet glippede, og han måtte overgive sig med hele sin styrke.
Stillingen
For en af hans officerer må tilfangetagelsen have været særlig pinligt. Hans forældre havde tilsyneladende ventet, at han skulle gøre en lysende militær karriere. De havde døbt ham Eugene Bernadotte Napoleon Cæsar Brandt. På grund af 1. Kompagnis uheld var danskernes tab betydelige: 5 døde, 19 sårede, 168 fangne og 19 savnede, i alt 211. Preusserne mistede 2 døde og 18 sårede.
Imens var østrigerne under baron Gablenz rykket frem mod Vejle som var besat af Oberst Max Müllers 7. Brigade. Brigaden var netop underlagt general Hegermann-Lindencrones 4. Division, som til gengæld havde måtte afgive 7. Regiment.
Divisionen stod i en forholdsvis stærk stilling. Broerne over Vejle Å var afbrudt, adgangene til Vejle var barrikaderet, og på bakkerne nord for byen var der gravet skyttegrave og kanonstillinger.
Allerede tidligt om formiddagen havde en snes danske dragoner haft et sammenstød med omtrent lige så mange østrigske dragoner ved Højen Kro syd for Vejle. Østrigerne der var ude for at rekognoscere, blev fuldstændig overrumplet og tog flugten efter en kort kamp. De efterlod fire sårede, mens danskerne kun fik en underofficer let såret.
Ved middagstid nåede den østrigske hovedstyrke frem til Vejle og trængte under hårde gadekampe frem til byens nordlige udkant. Her fik den en varm modtagelse, at fremrykningen gik i stå.
Baron Gablenz lod nu to feltbatterier køre op på Møllebakken syd for byen, og ved 16-tiden åbnede kanonerne ild mod den danske stilling. Da baronen mente, beskydningen havde gjort sin virkning, gav han sine tropper ordre til at gå til angreb op ad de stejle bakker og kaste danskerne ud af stillingen med bajonetten. Østrigerne stormede også frem, men angrebet blev i nogen grad et slag i luften. General Hegermann-Lindencrone var nemlig allerede begyndt at trække sig tilbage, og kampen ophørte kort efter. Den havde kostet østrigerne 13 døde og 80 sårede. Danskernes tab var11 døde, 29 sårede 112 fangne og 27 savnede.
Tilbagetoget
I løbet af natten trak 4. Division sig tilbage til Horsens og gik i stilling bag Bygholm Å. Østrigerne var for udmattede til at følge efter. De udstillede forposter nord for Vejle og gik i kvarter i byen.
Kampene foran Fredericia og Vejle overskyggede helt en anden vigtig begivenhed den dag: det danske marineministeriums meddelelse om, at blokaden fra dags dato også skulle gælde de preussiske Østersøhavne. Det blev Eskadren i Østersøens østlige del, der fik til opgave at håndhæve blokaden af de nye fjendtlige havne.
I Sundeved var der ro både den 7. og 8. marts.