1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   10. December 1863   >

Kommandantskifte i Fredericia

Oberst Frederik Christian Ernst fratræder posten som fungerende kommandant på grund af svagelighed.

Af Ditte Kock, 2012

Posten som kommandant for fæstningen i Fredericia overtages af generalmajor Niels Christian Lunding, der vandt stor hæder som kommandant for selv samme fæstning under Treårskrigen. I vinteren 1848-1849 fik han ansvaret for at bringe Fredericia fæstning i forsvarsdygtig stand, et arbejde han udførte med så stor succes, at han blev kommandant for den i april 1849. Det lykkedes ham ikke kun at modstå den fjendtlige belejring, han forberedte og udførte udfaldet fra fæstningen d. 6. juli 1849, hvor de slesvig-holstenske oprørere blev jaget på flugt. For denne dåd blev han belønnet med kommandørkorset af Dannebrog. Siden 1856 har Lunding været kommandant på Kronborg, men med udsigten til krig overtager han igen sin gamle post, og Krigsministeriet håber, han vil være lige så succesfuld denne gang.