1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   8. December 1863   >

Irminger nægtes audiens i Wien

Den østrigske kejser vil ikke modtage skrivelsen om det danske tronskifte, før Novemberforfatningen er blevet trukket tilbage.

Af Ditte Kock, 2012

Den respekterede danske kammerherre og Frederik 7.s gode ven Carl Irmingers nederlag er ved at være komplet. På gårsdagens møde mellem den østrigske udenrigsminister grev Rechberg og den danske kammerherre Carl Irminger, blev ovenstående fremsat som et råd fra Rechberg til Irminger. Da det netop kun blev formuleret som et råd, har Irminger i dag opsøgt Rechberg igen for at få en endelig afklaring. Rechberg har diskuteret sagen med kejser Joseph og de har besluttet, at Østrig ikke vil modtage skrivelsen, før Danmark opfylder de løfter de gav til Preussen og Østrig i 1851-1852 og trækker Novemberforfatningen tilbage. Aftalerne fra 1851-1852 fastlægger Slesvig og Holstens stilling som en del af den danske helstat, og dem har Danmark brudt med Novemberforfatningen, der dækker kongeriget og Slesvig, men ikke Holsten. Den østrigske afvisning er næppe noget kejser Joseph selv har besluttet sig for. Bismarck har højst sandsynligt kontaktet ham efter modtagelsen var blevet nægtet i Berlin, så de nye allierede kunne præsentere en fælles front. Da der ikke er mere Carl Irminger kan gøre i Wien, rejser han videre til hertugen af Nassau for at overbringe skrivelsen der.

2. Division får selvstændig ledelse

Den danske armé ledes af en generalstab, der har fire generalkommandoer under sig. 2. Division har indtil nu været ledet af 2. generalkommando, der er placeret i Rendsborg. Kommandoen over 2. Division udskilles nu fra 2. generalkommando, så divisionen får egen ledelse. Som kommandør for 2. Division ansættes generalmajor Peter Henrik Claude du Plat. Han blev født ind i en militærfamilie i 1809 og blev sekondløjtnant allerede som 16-årig. Ved Treårskrigens udbrud blev han stabschef ved 2. Infanteribrigade og udmærkede sig blandt andet i slaget ved Isted. Du Plat blev generalmajor i 1860 og har op til dagens udnævnelse været chef for 7. Brigade. Som stabschef for 2. Division ansættes kaptajn Ernst Frederik Schau, hvis hidtidige karriere minder meget om du Plats. Schau blev født i 1826 og er også fra en militærfamilie. Han deltog i Treårskrigen og udmærkede sig ved slaget ved Isted. I samme krig faldt to af hans seks brødre, mens endnu en døde af tyfus. Siden 1862 har Schau været stabschef ved 2. generalkommando. 2. Division får altså en yderst kompetent ledelse.