1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   3. March 1864   >

Ministerens invasion

To kompagnier af Livgarden skal gå i land på Holstens kyst.

Af Lars Lindeberg, 1964

Bortset fra at preusserne slog en ny bro over Egernsund for at kunne føre tungt skyts over til planlagte batterier på Broagerland, var der stille på krigsskuepladsen den 3. marts 1864.

Derimod var krigsminister Lundbye stadig i aktivitet på sit kontor i København. Han var utilfreds med, at overkommandoen i Sønderborg ikke optrådte mere aktiv, og da han betragtede sig selv som generalernes general, gav han på eget initiativ to kompagnier af Livgarden ordre til at gå ombord i postdamperen – Freya – og sejle til Hohwacht på Holstens kyst og gøre landgang. Han håbede på den måde at kunne forstyrre fjendens lange forbindelseslinjer og tvinge ham til at ofre flere tropper på at beskytte dem. Overkommandoen fik først besked om operationen næste dag, tre kvarter før “Freya” afsejlede.