1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   2. March 1864   >

“Intet nyt”

Krigsminister utilfreds med aktiviteten i Sundeved.

Af Lars Lindeberg, 1964

Efter den danske krigsminister Lundbyes mening var der lidt for stille på krigsskuepladsen i denne tid, og den 2. marts 1864 skrev han til den ny overgeneral Gerlach og opfordrede ham til “at foretage sig noget for at forstyrre den ro, hvormed fjenden tror at kunne stå foran vor stilling, indtil han finder det belejligt at angribe den”.

Det var nu kun fra krigsministerens skrivebord i København, krigsskuepladsen virkede stille. Her er hvad der skete i Sundeved den dag, krigsministeren skrev, og sådan gik det til næsten hver dag. En soldat i 3. Regiment, Claudius Madsen, fortæller:

“Vort kompagni blev den 2. marts om formiddagen beordret til at gå frem og tage stilling foran vedetkæden for bl.a. at se, hvor talrige fjendens patruljer var. Det varede ikke længe, inden enkelte pikkelhuer viste sig bag hegnene tæt foran os, og skydningen begyndte. Efterhånden kom fjenden til syne i større antal, men altid snigende bag gårde og hegn, han havde vel omtrent 150 mand samlet imod os i små grupper, og der veksledes 4-500 skud, inden det lykkedes os at drive ham tilbage. Desværre fik vort kompagni et par sårede, som jeg her vil nævne: Kaptajn Svane, Kompagnikommandør (let såret i venstre hånd), menig 15 Carl Schæffer (hårdt såret af to kugler), menig 512 F.C.T. Christensen (såret i armen), Menig 296 (såret) og menig 342 Niels Christensen (såret)”.

Fra Vejle og Fredericia forelå ligesom fra Sundeved kun meddelelser om patruljevirksomhed, hvilket altså ikke tilfredsstillede krigsministeren i København.