1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Våbenhvile
Imens skulle de krigsførende beholde deres stillinger.
Af Lars Lindeberg, 1964
Om aftenen den 11. maj 1864 roede en dansk officer over Alssund til det gamle danske nordre brohovede på Sundeved-siden. En preussisk officer modtog ham, og efter de havde bragt deres ure i overensstemmelse med hinanden, sejlede danskeren tilbage til Sønderborg.
Kl. 24 natten til den 12. maj 1864 trådte våbenhvilen i kraft; en dansk soldat skriver i et brev: “Næppe var klokken slået 12 (midnat) og våbenhvilen udtrompeteret langs kysten af alle de preussiske horntudere, ensformigt og umelodisk, før preusserne stømmede ned til Sundet i store flokke og råbte over til os: “Hannemann” med en temmelig gemen tilsætning. Vi kunne ikke dy os, skønt det er forbudt, for at svare dem én gang “Kuk-kuk” (østrigernes den flakte ørns skældsord til preussernes enkelte do.), men så skulle du bare have hørt, hvordan knæveren gik på dem. Omsider blev de kede af at være gadedrenge og gik i seng. Åh, hvem der kunne komme en lille tur hjem i våbenhvilen.”
Betingelserne
Ved Limfjorden og Lillebælt blev våbenhvilen også blæst ind. Den skulle foreløbig vare en måned, men senere blev den forlænget med yderligere 14 dage. De krigsførende parter skulle beholde deres respektive stillinger til lands og til vands og forpligtede sig til ikke at forstærke dem under våbenhvilen. Blokaden skulle hæves fra dansk side, og Østrig og Preussen skulle lade handel, samfærdsel og administration gå sin regelmæssige gang i Jylland og ikke hæve krigskontributioner.
Våbenhvilen var blevet aftalt på den konference i London, som England havde indbudt de krigsførende og visse neutrale lande til. Konferencen skulle nu søge at skabe fred, og det første skridt var, at våbnene midlertidig fik lov at hvile.
Om eftermiddagen var den danske nordsøeskadre nået til Kristiansand, hvor den blev modtaget med begejstring. Her blev de døde begravet og de sårede bragt i land, mens Orlogskaptajn Suenson sendte sit sejrstelegram til marineministeriet i København.