1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Skal våbenhvilen forlænges?
Dette har været det eneste emne på dagens meget korte konferencemøde.
Af Ditte Kock, 2012
Den danske regering ønsker en forlængelse, hvis der er en reel mulighed for at finde en fredelig løsning. For at demonstrere sit ønske om en fredelig løsning, vil den danske regering gå med til en forlængelse på 14 dage. De tyske udsendinge, der ønsker en så lang våbenhvile som muligt, er lidt irriterede over dette forslag. Østrigs udsending grev Apponyi mener, at en så kort forlængelse vil skabe et moralsk tryk på konferencens forhandlinger, da man vil være under et stort pres for at nå en løsning. Preussens udsending grev Bernstorff har befaling til at forlange en så lang udsættelse som muligt og helst en våbenstilstand. Han ser sig derfor ikke i stand til at gå ind på en forlængelse der kun varer 14 dage. Med så kort en forlængelse vil militæret hele tiden være under trussel om fjendtlighedernes genoptagelse.
Værtsnationen Storbritannien har presset på for at opnå en forlængelse. Spørgsmålet om grænsens placering er det eneste uløste punkt på konferencen, og den britiske udenrigsminister Russell mener, det nok burde være muligt at nå til principiel enighed inden d. 25. juni, som konferencen så ville blive forlænget til. Efter en længere diskussion er de tyske udsendinge gået med til at meddele deres respektive regeringer det danske forslag, men Bernstorff har understreget, at de på ingen måde vil gå med til hele tiden at forlænge med 14 dage. Når disse første 14 dage er ovre, vil krigen gå i gang igen, medmindre en fredelig løsning er nået.