1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   5. June 1864   >

Grundlovsdag fejres

Grundlovsdag bliver normalt fejret i hele Danmark med flag, sang og taler. 15-årsdagen i 1864 er dog præget af krigen.

Af Ditte Kock, 2012

Især i det besatte Jylland er festlighederne et problem, blandt andet fordi preusserne forbyder flagning med Dannebrog. I Århus er der tradition for, at Grundlovsfesten bliver afholdt i den smukke Riis skov. Århusianerne frygtede dog et masseopbud af preussiske soldater og deraf følgende problemer, så de planlagde at mødes på byens store torv og råbe hurra for kongen og Grundloven. Dette forbød preusserne dog, da fejringen kunne minde om en demonstration. Enden blev, at beboerne i byen mødtes til højmesse i Domkirken, så de kunne fejre dagen på højtidelig måde.

Stor fest i Eremitagen

I København blev Grundlovsdagen til gengæld fejret på behørig vis, hvor over 30.000 mennesker fra København og Nordsjælland var samlet i Eremitagen. Nogle lå på plænen i det smukke solskinsvejr, mens andre gik i procession mod slottet med et musikkorps i spidsen. Her ankom kongen og dronningen, kronprinsparret og deres børn til stor jubel fra folkemængden. Inde på slottet mødte kongen nogle af folkets repræsentanter der forsikrede ham om, at det danske folk er gennemtrængt af kærlighed til kongen, fædrelandet og friheden. Enhver dansk mands hjerte lider i denne tunge tid og de ved, at kongen lider lige så meget som nogen af sine undersåtter. Kongen takkede for de pæne ord og sluttede sin tale med ordene:

Jeg nærer imidlertid den Fortrøstning til det alvise Forsyn, at det maa lykkes ved Enighed og Besindighed at see vort elskede Fædreland komme ud over denne Trængslens Tid med ikke alt for store Offre.

Efter talerne trådte den kongelige familie ud på slottets balkon, hvor de har modtog folkets hyldest. De kongelige gik ind igen, bortset fra den lille prins Valdemar, der blev stående og betragtede det store postyr. Dette opdagede menneskemængden og han blev hyldet med høje hurraråb. Prins Valdemar blev meget bange og ville skynde sig ind på slottet, men blev stoppet af majestæterne. Han blev ført tilbage på balkonen og beordret til at bukke for forsamlingen som tak for den høflighed der var blevet udvist ham.

Grundlovstalerne om krigen

Den kongelige familie kørte hjem igen sidst på eftermiddagen, men festen fortsatte i Eremitagen med sang og taler. Emnet for de mange taler var selvfølgelig krigen, og de var præget af nationalisme, følelsen af at kæmpe en retfærdig kamp og troen på sejr. Dette faldt i god jord hos tilskuerne, og talerne blev ofte afbrudt af bifald og “Hør!” råb. Redaktør Ploug holdt en tale for Grundloven og roste den for at have afskaffet privilegier, pressetvang og andet fra Tyskland indført uvæsen. Statsråd Broberg holdt en tale om Kongen og befolkningens store kærlighed til både ham og den afdøde Kong Frederik d. 7. Han sagde:

 Lader os da Alle slutte os om ham for at give ham et Vidnesbyrd herom og for at vise den Verden, som har traadt os under Fødder og kaldt det danske Folk en Pøbelhob, fordi det vovede at værne om sin Frihed og Uafhængighed mod Troløshed og Svig, Vold og Ufrihed, for at vise den, at om end Fjendens tyvefoldige Overmagt besejrer os skulle vi dog staae ubesejrede i Kjærlighed og Troskab til Kongen og i at forene vore Bestræbelser med hans til Fædrelandets Vel, Uafhængighed og Frihed. Gud bevare Kongen! Kong Christian den Niende leve!