1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Enighed i Statsrådet
Da en våbenhvile nu igen er trådt i kraft, skal den danske kurs i fredsforhandlingerne fastlægges.
Af Ditte Kock, 2012
Forholdene har ændret sig væsentligt siden den sidste våbenhvile, og regeringen er i langt større grad villig til at indgå kompromiser. Konseilspræsident Bluhme har udfærdiget et udkast til de instruktioner de danske udsendinge skal have med til forhandlingerne i Wien, og dette udkast er blevet diskuteret på dagens statsrådsmøde. I første omgang er det vigtigst at få våbenhvilen lavet om til en våbenstilstand inden den udløber d. 31. juli. En af de danske betingelser er, at de preussiske og østrigske tropper skal evakuere Jylland under våbenstilstanden. Er de tyske stormagter ikke villige til at evakuere, skal de danske udsendinge tage dette ad referendum. Quaade, der igen skal repræsentere Danmark i forhandlingerne, har protesteret over dette punkt. Belært at forhandlingerne i London ved han, at det tager meget lang tid at få et endeligt svar, når man tager et punkt ad referendum. Hvis spørgsmålet om rømningen af Jylland først bliver bragt op den sidste dag på konferencen, er der ikke tid til at kontakte den danske regering og de danske udsendinge står dermed i en meget vanskelig situation. På konferencen i London havde Quaade måtte se til, mens utallige gode muligheder for fred løb ham af hænde, fordi hans instrukser var for uklare, og den situation ønsker han ikke at stå i igen. Den nye regering og især konseilspræsidenten besidder dog langt større realitetssans og forhandlingsvillighed end den gamle, så Quaade har fået tilladelse til at gøre hvad han under de givne forhold finder rigtigst.
Inden forslaget kom til afstemning, tog Bluhme ordet og fremlagde meget klart, hvilken situation landet i øjeblikket er i. Danmark er fuldstændig isoleret og kan ikke regne med international hjælp, heller ikke fra Storbritannien. Nægter man at samarbejde på enkelte punkter nu, vil man alligevel komme til at gøre de indrømmelser hvis krigen begynder igen. Freden må altså accepteres for enhver pris. Bluhme tilrådede derfor Christian 9. til at gå ind på forslaget. Beslutter Kongen at indlede forhandlinger på et andet grundlag end det der lige var blevet diskuteret, ville Bluhme ikke tage ansvaret for det. Samtlige ministre stemte for forslaget, da Danmark hverken finansielt eller militært kunne klare en genoptagelse af krigshandlingerne. Som den sidste skulle Kongen give sit svar. Også han er blevet meget mere realistisk, så han støtter sig på sine ministres ord og accepterede forslaget. I et sidste forsøg på at beholde sine områder, foreslog Kongen, at de danske delegerede skulle undersøge om det var muligt at beholde hertugdømmerne, hvis Danmark trådte ind i det Tyske Forbund. Christian d. 9. er opvokset i Tyskland og er via Holsten allerede repræsenteret i Forbundet, så for ham er det ikke så slem en tanke. På statsrådet udtalte han, at dette ikke var nogen let løsning og at der var mange betænkeligheder mod det, men man måtte forsøge alt for at redde hertugdømmerne. Ingen modsagde Kongen på mødet.
Interne tyske stridigheder
Der har i den sidste tid været uro i de tyske stater, især mellem Preussen og det Tyske Forbund. Byen Rendsborg i Holsten er besat af hannoveranske soldater der er udsendt af Forbundet. Enkelte preussiske delinger har dog også ophold i byen, og det er kommet til et slagsmål mellem de hannoveranske og preussiske soldater. Bismarck mener ikke det Tyske Forbund har opretholdt disciplinen godt nok, så han har sendt flere preussiske styrker til Rendsborg og ladet dem besætte byen. Forbundstropperne er blevet nødt til at rømme byen, hvilket vækker stor vrede hos Forbundet. Flere medlemmer af Forbundet har i længere tid ønsket at det Tyske Forbund erklærer Danmark krig, nok med det formål at få en plads til fredsforhandlingerne i Wien, et ønske der bliver forstærket af den nylige konflikt. Denne indblanding er Bismarck dog ikke interesseret i, så hans ønske om at få freden sluttet så hurtigt som muligt bliver nu forstærket. Han slækker dog ikke på Preussens krav af den grund, han har luret den internationale stemning og vurderet, at ingen af de andre stormagter vil komme Danmark til hjælp.