1864-Tidende

<   18. August 1864   >

Skal Island byttes for Nordslesvig?

De egentlige fredsforhandlinger skal begynde i slutningen af august og skal fra dansk side igen føres af Quaade og Kauffmann. Forhandlerne skal have instruktioner fra den danske regering, og disse blev vedtaget på statsrådsmødet d. 18. august.

Af Ditte Kock, 2012

Konseilspræsident Bluhme har udfærdiget et udkast til instruktioner, og målet er stadig at bevare så meget af Slesvig som muligt. Ved at indgå fredspræliminærerne har Danmark forpligtet sig til at forhandle på dette grundlag, men Bluhme mener ikke der er noget til hinder for, at dette grundlag kan fraviges ved fælles overenskomst. Da det vil være unyttigt at blive ved med at fremhæve de samme grunde til at beholde de dansktalende områder, som man brugte før indgåelsen af fredspræliminærerne, skal Quaade og Kauffmann nu fremhæve de praktiske grunde. Den dansktalende del af befolkningen i Slesvig har gennem flere århundreder modstået “fortyskningen” som Bluhme omtaler det som. Før i tiden var der ingen opmærksomhed i Europa omkring undertrykte nationaliteter, men det er der kommet nu. Bliver den nye grænse lagt ved Kongeåen, vil den danske minoritet i en ny slesvig-holstensk stat beløbe sig til en tredjedel af den samlede befolkning, og en sådan farlig opposition bør de tyske stormagter ikke være interesseret i. Et andet praktisk argument er, at de tyske magter bør ønske et så venskabeligt forhold til Danmark som muligt. Lige meget hvor svag Danmark bliver efter freden, er det ikke i Tysklands interesse altid at have en fjende ved sin nordlige grænse. Enhver klage fra de dansksindede i Slesvig vil give genlyd i Danmark, og ved den første uro i Europa, vil det danske ønske om at vinde det nordlige Slesvig tilbage med våbenmagt bryde frem. Dette er to vægtige grunde som Preussen og Østrig bør kunne se det fornuftige i, og alle på statsrådet er enige i, at denne strategi skal forsøges.

Kan forhandlerne ikke opnå en gunstigere grænse med de praktiske grunde, er den danske regering, ifølge udkastet, villig til at bringe yderligere ofre. Disse ofre var der uenighed om på statsrådet. Det første tilbud var afståelsen af De vestindiske øer, hvilket ingen i statsrådet modsatte sig. Det andet tilbud var afståelsen af Island, og det blev der protesteret mod. Indenrigsminister Tillisch mente ikke det ville være til nogen nytte at tilbyde Island og det ville gøre et særdeles uheldigt indtryk på den islandske befolkning. Desuden var der ikke grund til at henlede andre staters opmærksomhed på øen, man vidste jo aldrig hvem der havde lyst til at komme i besiddelse af den. Justitsminister Heltzen var også skeptisk overfor tilbuddet om Island, men som sagen i øjeblikket stod, kunne tilbuddet være et vigtigt skaktræk på konferencen. Det var ikke sikkert afståelsen af Island blev til noget, men det viste forhandlingsvilje både overfor de tyske stormagter og overfor den danske befolkning – den islandske selvfølgelig ikke indbefattet heri.Kongen, der ikke bryder sig om at afstå en af sine øer, foreslog, at tilbuddet om Island ikke blev nedskrevet i de officielle instrukser, men blev meddelt de danske forhandlere i en fortrolig note. Det kunne Bluhme godt se det fornuftige i, og det endte med at blive resultatet.

Det sidste punkt der blev diskuteret på statsrådet, var en mulig folkeafstemning. En afstemning er fin hvis den falder ud til Danmarks fordel, men de danske ministre ved godt, at det ikke nødvendigvis bliver resultatet. Går afstemningen imod Danmark, vil freden få indtryk af retfærdig folkevilje, og den vil dermed være meget svær at bekæmpe senere. Derfor er det bedre at undgå en afstemning og lade freden ligne det den faktisk er, nemlig grundet på den stærkes ret. Her var alle enige, og Christian d. 9. underskrev instruktionerne.

Folketingets udvalg afgiver betænkning

Folketinget nedsatte d. 12. juli et udvalg, der skulle gennemgå de meddelelser, som Krigsministeriet var villig til at afgive angående krigens forberedelse og førelse.

Udvalget har nu afgivet sin betænkning og den indeholder en meget skarp kritik af krigens forberedelse og ledelse i almindelighed, og af tilbagetoget fra Dannevirke og tidspunkterne for rømningerne af Dybbøl og Fredericia i særdeleshed. Udvalget foreslår nedsættelsen af en kommission der kun skal undersøge sagen til bunds. Især den tidligere konseilspræsident Monrad protesterer mod dette. Hvis nogen vil kritisere ham, må de stille ham for en rigsret, en kommission er han ikke ansvarlig overfor. Betænkningen har også ført til store diskussioner i Folketinget, hvor regeringen bliver udsat for en meget hård og ensidig kritik, hvor også nationalliberale fordømmer Monrads regering. Igen har Monrad taget til genmæle og skudt skylden på hærens officerers “slette ånd”. Blandt Folketingets medlemmer sidder enkelte officerer og de har protesteret mod kritikken af dem og de tapre danske soldater. Den lange forhandling er endt med, at Folketinget har henvist sagen til nærmere undersøgelse.