1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   6. September 1864   >

Preussen strækker fredspræliminærerne til det yderste

Under krigen blokerede den danske flåde de preussiske østersøhavne og opbragte en del skibe. Preussen forlanger nu erstatning for skibene og for tabt handel.

Af Ditte kock, 2012

En fuldstændig afvisning af dette er ikke realistisk, så de danske forhandlere er bemyndiget til at acceptere en tilbagelevering af de opbragte skibe, imod at Danmark får erstatning for de varer preusserne og østrigerne har konfiskeret i Jylland.

I et af de første møder på konferencen fremsatte Preussen et forslag, hvor Danmark skulle tilbagelevere de opbragte skibe og erstatte den direkte skade på skib og ladning, mens Preussen og Østrig skulle tilbagelevere opbragte danske skibe og de hævede kontributioner i Jylland. Dette forslag var acceptabelt for Danmark, men Preussen har på dagens møde stillet yderligere krav. Nu skal Danmark også betale erstatning for den indirekte skade som blokaden har medvirket, for eksempel de kontrakter de opbragte skibe ikke har kunnet opfylde og deres meromkostninger til forsikring. Dette er en meget hård tolkning af fredspræliminærerne og et stort slag for Danmark, især da Preussen før de egentlige forhandlinger begyndte, havde stillet en lempelig fortolkning i udsigt. Kravene har også mødt hård modstand fra de danske forhandlere, der mener kravene strider mod den maritime folkerets grundsætninger og er et skjult forsøg på at opkræve krigsskadeerstatninger. Foreløbigt er ingen mellemvej blevet fundet, da både Preussen og Danmark nægter at bøje sig. Østrig har deltaget i mødet, men forholdt sig tavs.