< 16. November 1864 >
Krigen er ovre
De danske diplomater har afleveret den ratificerede fredstraktat i Wien.
Af Ditte Kock, 2012
Udvekslingen af de ratificerede fredstraktater er den retsstiftende handling, så fredstraktaten er nu juridisk bindende. Den 2. Slesvigske Krig er dermed endeligt forbi og bestemmelserne i traktaten kan træde i kraft. De tyske besættelsestropper har påbegyndt rømningen af Jylland i dag, og regner med at være ude af Danmark inden den fastsatte frist på tre uger. Jylland kan nu endeligt komme på fode igen efter de hårde kampe og den lange besættelse. Det har ikke været uden konsekvenser, at befolkningen har måttet brødføde de mange fremmede soldater, og der vil gå et godt stykke tid, før landsdelen er tilbage på samme niveau som før krigen. Det umiddelbare symbol på tabet af de tre hertugdømmer er den nye grænse. Det fastsatte forløb bliver afmærket af en kommission, der forventes at gå i gang en af de nærmeste dage.
Tre åbne breve
I forbindelse med udvekslingen af ratifikationerne, har Christian 9. udsendt tre åbne breve. Det første brev er et traktatmæssigt juridisk dokument, som også er sendt direkte til Preussen og Østrig. Her løser Kongen alle embedsmænd i hertugdømmerne fra deres ed til ham. Ved påbegyndelse af tjeneste aflægger embedsmænd – både civile og militære, verdslige og gejstlige – ed til Kongen. Efter Preussen og Østrig besatte hertugdømmerne, har det forårsaget store samarbejdsproblemer især i Slesvig, da embedsmændene ikke har villet bryde deres ed. Med brevet får disse embedsmænd muligheden for at kunne arbejde under det nye styre, uden at vanære dem selv.
Det andet brev er stilet til Kongens nu forhenværende undersåtter i de tre hertugdømmer. I den følelsesladede og værdige afsked til befolkningen, takker Christian 9. for den troskab de, på tværs af sprog og afstamning, har vist både de tidligere danske konger der har regeret over området og ham selv i sin korte regeringstid. Han slutter: Det har været Vort stolte Haab at kunne hellige alle Vore Tanker og Bestræbelser til Sikkringen af Eders Velvære i nøie Forbindelse med det Danske Folk. Nu kunne Vi kun lade det være Maalet for Vore Ønsker, at det i Tidernes Løb altid maa gaae Eder vel; og Vi indeslutte dette inderlige Ønske i Vor Bøn til Gud, som holder Folkenes Lykke og Rigernes Skjæbne i Sin almægtige Haand.
Til Hans milde Varetægt i Nutid og Fremtid anbefale vi Eder, og her¬med sende Vi Eder Vor sidste Hilsen.
I det sidste brev henvender Christian 9. sig til dem der er tilbage efter det store tab, sine kære og tro undersåtter i kongeriget Danmark. Folket bragte mange ofre under krigen og var klar til at bringe endnu flere for at redde de dansksindede slesvigere, men ansvaret for vore efterkommere tilrådede fred. Store dele af landet og befolkningen er tabte, men blikket skal nu vendes fremad. Ulykker har en mægtig kraft til at forene, og i fællesskabet skal der findes styrke. Sammen med det danske folk vil Kongen udvikle landet, indføre gode love og bedre udnytte de mange naturressourcer som Danmark besidder. Som en smuk afslutning på både brevet og krigen skriver kongen:
Meget er tabt, men dog ikke Haabet; og Fremtiden hører dem til, der alvorligt ville. Som Vi stole paa Eders faste Villie til at fremme Danmarks Vel, saaledes ville I ogsaa stole paa, at dette skal være Maalet for alle Vore Bestræbelser.
Gud velsigne vort Fædreland!
Givet i Vor Hoved- og Residentsstad København den 16de No¬vember 1864.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
Christian R.
* * *Kommentarer fra 2012
Danmark efter krigen
Af Ditte Kock, 2012
Den 2. slesvigske krig – eller krigen i 1864 som den til hverdag omtales som – sluttede officielt d. 16. november 1864 med afleveringen af den ratificerede fredstraktat. Med afståelsen af de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg mistede Danmark 2/5 af det tidligere område (Grønland, Færøerne, Island og De vestindiske øer ikke medregnet) og befolkningen blev reduceret til 1.700.000 indbyggere. Med tabet blev Danmark reduceret til en politisk småstat, en udvikling der allerede blev indledt i 1815, da Norge blev tabt til Sverige. Krigen og den efterfølgende fredsslutning efterlod et stort ar i den danske bevidsthed og fik en altafgørende betydning for den danske mentalitet og politik helt op til 1990?erne. “Hvad udad tabes, må indad vindes” blev mantraet for de efterfølgende år. Nok kunne Danmark ikke hævde sig i Europa længere, men så måtte sejrene findes indenfor landets grænser. Før krigen havde Holsten haft helstaten Danmarks mest udviklede industri, men da denne konkurrence var væk, blomstrede Kongerigets industri og landbrug. Den industrielle revolution brød for alvor ud, heden blev opdyrket og i 1882 blev landets første andelsmejeri oprettet.
Danmarks udenrigspolitik
På det udenrigspolitiske plan fik krigen stor indflydelse. International politik og konflikter førte tydeligvis intet godt med sig, så krigsførelse kunne ikke længere bruges som politisk virkemiddel. Involverede Danmark sig internationalt, kunne landet risikere et angreb fra en stormagt, hvorefter tabet af den danske suverænitet var en reel mulighed. Ren neutralitet blev det dog ikke, naboen mod syd skulle man have meget stor respekt for, så et godt forhold var vigtigt. Danmark holdt sig med succes neutral i Første Verdenskrig, men på Tysklands opfordring blev Storebælt mineret i 1914, så Storbritannien ikke kunne trænge ind i Østersøen. Som konsekvens af fredsslutningen i Paris blev Sønderjylland genforenet med Danmark i 1920.
Neutralitetspolitikken fortsatte op gennem 1920’erne og 1930’erne. I 1930’erne mente den danske statsminister Thorvald Stauning og den danske udenrigsminister Peter Munch ikke at Danmark skulle være krigsførende nation, så den militære styrke og de danske forsvarsværker blev reduceret til et minimum. Specielt efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland 1933 blev der lagt meget vægt på ikke at provokere, så al tale om den dansk-tyske grænse forstummede. Meget sigende for indstillingen var den danske gesandt i Berlin Herluf Zahles depeche til Munch fra maj 1933, efter en del kritik af det nazistiske styre blandt fremtrædende personer i Danmark. I depechen skrev Zahle, at han i allerhøjeste grad var tilhænger af ytringsfriheden, men i kritiske situationer kunne den godt indskrænkes, uden det skadede den danske offentlighed. Trods de store bestræbelser virkede neutralitetspolitikken ikke. Danmark blev besat i forbindelse med det tyske angreb på Norge d. 9. april 1940, en besættelse der varede 5 år.
Efter Anden Verdenskrig bevægede Danmark sig væk fra neutralitetspolitikken, samtidig med at fjendebilledet ændrede sig. Sovjetunionen overtog nu Tysklands plads som den store trussel. Danmark blev medlem af NATO i 1949 og EF i 1973, men holdt altid sit engagement på et minimum. Den 2. slesvigske krigs påvirkning på den danske politik aftog først da Den kolde krig sluttede og Danmark deltog som en del af NATO-styrken i borgerkrigen på Balkan.
Den internationale udvikling
På den internationale skala drukner Den 2. slesvigske krig ofte blandt langt større konflikter, men den er en vigtig del af den storpolitiske udvikling på denne tid. Otto v. Bismarck blev preussisk ministerpræsident i 1862, men havde på det tidspunkt en del fjender i Berlin, så han sad på ingen måde sikkert på posten. Så kom krigen i 1864, og den blev et regulært mesterstykke for Bismarck. Hæren vandt to knusende sejre og Bismarcks strategi på fredskonferencerne sikrede Preussen de tre hertugdømmer, mere end det eliten i Berlin havde turdet drømme om. Sejren cementerede Bismarcks position og gav ham frihed til at forfølge sin store drøm, foreningen af de små tyske stater til et stort Tyskland. Tanker i denne retning havde eksisteret i de tyske stater siden 1830’erne, men der var uenighed om hvilken stat der skulle være den ledende, Preussen eller Østrig. Bismarck var naturligvis tilhænger af den første løsning og Østrig skulle helt udelukkes fra samarbejdet og dermed indflydelsen. Dette opnåede Bismarck ved krigen mod Østrig i 1866, hvor Preussen efter sejren overtog føringen i Det Tyske Forbund. Krigen brød interessant nok ud på grund af uenigheder, om hvordan Slesvig og Holsten skulle forvaltes. Siden 1864 var hertugdømmerne blevet forvaltet af Preussen og Østrig i fællesskab, men de blev nu lagt direkte ind under Preussen. I 1870 kom Den fransk-preussiske krig, hvorefter det sejrende Preussen samlede Tyskland. Denne nye stormagt påvirkede magtbalancen i Europa, hvilket på sigt førte til Første Verdenskrig. Efter krigen voksede nazismen frem i Tyskland, og Hitler gjorde i sin propaganda god brug af de bitre følelser efter nederlaget. Anden Verdenskrig var resultatet og først efter dennes afslutning blev Preussen officielt nedlagt af De allierede.