1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   6. January 1864   >

Den normale forsikring dækker ikke krigsskader!

Alle soldater skal huske at informere deres forsikringsselskab om deres krigsdeltagelse, ellers opsiges forsikringen.

Af Ditte Kock, 2012

Denne meddelelse udsender Direktionen for Livrente- og Forsørgelsesanstalten af 1842 og Livsforsikringsanstalten i København til deres medlemmer. Krigsskader dækkes ikke af den normale forsikring, så soldater skal betale en årlig tillægspræmie på 5% af forsikringsbeløbet, hvis de vil dækkes under krigen. Hvis en soldat ikke har betalt det ekstra beløb og dør under krigen, er det op til forsikringsselskabet at vurdere, om dødsfaldet skyldes krigen, da forsikringen i det tilfælde ikke vil blive udbetalt. Prisen for enkeforsørgelse vil også stige under krigen og alle soldater bør få styr på forsikringen snarest muligt. Det er muligt at aftale en betalingsordning, så Krigsministeriet trækker beløbet fra lønnen, inden denne udbetales.