1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Det engelske konferenceforslag accepteres
Regeringen ser Novemberforfatningens opretholdelse som en del af status-quo betingelsen.
Af Ditte Kock, 2012
Storbritanniens foreslåede konference, som de indbød til d. 31. december 1863, skal bestå af deltagere fra de lande der i 1852 underskrev Londontraktaten, samt en deltager fra Det Tyske Forbund. Danmark har nu bedt underskriverne af Londontraktaten 1852 om at mægle i striden om hertugdømmerne, hvilket er at betragte som et ja til det engelske forslag. På den engelske diplomat Wodehouses anbefaling, er det danske ja formuleret som et forslag. Det viser større forhandlingsvilje, hvis Danmark selv anmoder om en konference i stedet for at blive tvunget til den.
Betingelsen for konferencen er, at status-quo skal opretholdes. Den politiske og militære situation må ikke ændre sig i tiden mellem udsendelsen af indbydelsen og afslutningen af konferencen. Novemberforfatningen trådte i kraft d. 1. januar 1864, et par dage efter Storbritannien indbød til konferencen. Den blev dog vedtaget længe inden, så derfor er den, ifølge Monrad, ikke i konflikt med betingelserne. For at lette konferencens arbejde har Monrad dog meddelt, at den danske regering ikke vil sammenkalde den danske rigsdag mens konferencen er samlet. Når den næste rigsdag samles, bliver det efter Novemberforfatningens regler. En rigsdag bestående af danske og slesvigske medlemmer, vil formodentligt blive betragtet som en krigserklæring af Preussen og Østrig.
Preussen foreslår fælles preussisk-østrigsk front mod Danmark
Mens Danmark sætter sin lid til den engelske konference, er Preussen og Østrig mere optaget af den modstand de møder i Det Tyske Forbund. Forbundet vil besætte Slesvig, da Londontraktaten i Forbundets øjne er ugyldig og Christian 9. derfor ikke har nogen ret til hertugdømmerne. Formålet er at få prinsen af Augustenborg indsat som hertug. Preussen og Østrig er begge store modstandere af prinsen af Augustenborg og vil besætte Slesvig for at tvinge Danmark til at trække Novemberforfatningen tilbage, da den bryder med Londontraktaten. Østrig er reelt interesseret i at fastholde traktaten, mens Preussen ønsker en krig med Danmark, så hertugdømmerne kan komme under preussisk styre.
Da en fællesoptræden med Det Tyske Forbund synes umulig, har Preussen foreslået en fælles preussisk-østrigsk front mod Danmark uden Forbundet. Da Danmark med Novemberforfatningens ikrafttræden d. 1. januar har brudt med Londontraktaten, kan Preussen og Østrig i teorien også sige sig løs fra den. Den preussiske ministerpræsident Bismarck vil dog helst ikke benytte denne mulighed, men vil med truslen om krig tvinge Danmark til at overholde traktaten. Alle fredelige muligheder skal være udtømte, så de neutrale stormagter ikke bebrejder Preussen og Østrig krigens udbrud. Når Preussen og Østrig er blevet enige, bør de, ifølge Bismarck, hurtigst muligt skride til handling mod Danmark.