1864-Tidende

<   18. February 1864   >

Preusserne overskrider den nørrejyske grænse

Spil af tilfældigheder skyld i, at grænseoverskridelsen sker uden kamp.

Af Lars Lindeberg, 1964

Den 18. februar overskred preusserne den nørrejyske grænse, til trods for at de havde ordre til ikke at gøre det, og de mødte ingen modstand, til trods for at danskerne havde ordre til at kæmpe. Det skyldtes et spil af tilfældigheder.

Om formiddagen var en deling preussiske husarer redet frem for at undersøge, om broen over Kolding Å syd for Egstrup var afbrudt. De danske Dragoner på åens nordlige bred vekslede nogle skud med husarerne og red så tilbage til deres eskadron. Samtidig fik ritmesteren melding om, at preusserne allerede havde overskredet åen længere vestpå, og i den tro, at et angreb var i gang, trak ritmesteren sin eskadron tilbage.

Misforståelse

Det viste sig senere at den melding, ritmesteren blev så forskrækket over, var falsk og de preussiske husarer var vendt om, så snart de havde set, at broen ved Egstrup var afbrudt. Skaden var imidlertid sket. I Kolding var der kun et kompagni infanteri, og det kunne ikke blive stående når dragonerne vest for byen trak sig tilbage. Kompagniet marcherede derfor nordpå, og preusserne kunne rykke ind i Kolding, uden der var blevet løsnet et skud imod dem.

Feltmarskal Wrangel havde ikke underrettet sine tropper om, at Berlin og Wien havde forbudt ham at overskride grænsen. En forespørgsel fra avantgardechefen, om han måtte rykke over grænsen, hvis danskerne trak sig tilbage, blev ikke besvaret i tide. Avantgardechefen gik derfor frem på eget ansvar, og da grænseoverskridelsen først var sket, kviede den allierede overkommando sig ved at trække tropperne tilbage igen.

Europas næse

Bismarck, den preussiske ministerpræsident, var yders tilfreds med, at grænsekrænkelsen var sket på en underordnet officers initiativ og under kamp. Han sagde senere, at han havde kildret Europa under næsen med en deling husarer for at se, om det ville nyse. Det nøs ikke.

Derimod var Østrig betænkelig, så foreløbig fik Feltmarskal Wrangel ordre til at blive stående i den vundne stilling og ikke rykke videre frem, før Østrig accepterede Preussens planer om at besætte hele Jylland. Forhandlingerne herom kom til at vare små 14 dage.

Da preusserne havde besat Kolding, trak General Hegermann-Lindencron sin 4. Division bag Vejle Å, mens 3. Division gik i stilling langs Elbo-Dalen foran Fredericia. Lidt vest for Nørre Bjert indhentede preussiske husarer hen på eftermiddagen de danske dragoner, der dannede 3. Divisions bagtrop. Det kom til en kort kamp, der kostede danskerne to døde og tre fangne, mens preusserne slap med fire sårede.

Fastelavnstønde

Også sydpå kom det til kamp i dag for 100 år siden. Prins Friedrich Karl havde besluttet at ride ud på Broagerland sammen med sin stab for at undersøge de danske skansers beliggenhed fra skrænterne ud mod Vemmingbund, og for at aflede opmærksomheden fra denne rekognoscering skulle de danske forposter i Sundeved alarmeres. Kun hvis der lød stærk geværild fra Broagerland, skulle preusserne gå mere alvorligt til værks i Sundeved.

Samtidig var det danske panserskib “Rolf Krake” sejlet ind i Flensborg Fjord for om muligt at skyde Egernsundbroen i sænk og afskære preusserne fra Broagerland. Preusserne beskød skibet fra strandbatterierne ved sundet, men kuglerne prellede af på det pansrede uhyre uden at gøre det skade.

Matros Johannes Frederiksen, der var med om bord, fortæller: Under indsejlingen blev skibet overdænget med kanonkugler, der dunkede mod jernsiderne så vi havde fornemmelsen af, at vi sad i en fastelavnstønde. Skibet tog ingen skade, men et par mand blev såret. På grund af dybdeforholdene kunne vi imidlertid ikke sejle så langt ind, at vi kunne nå broen, og kort efter vendte vi tilbage til Sønderborg.

De preussiske infanterister, der bevogtede broen havde også deltaget i beskydningen af “Rolf Krake”, og da preusserne i Sundeved hørte geværilden, troede de danskerne var gået til angreb for at afskære deres kammerater fra Broagerland. Alarmeringen i Sundeved udviklede sig derfor til en regulær kamp, der kostede danskerne 15 døde, 29 sårede og 45 fangne. Preusserne havde kun 3 sårede.

Og så havde det hele været forgæves. Den tykke sne luft hindrede al udsigt fra skrænterne på Broagerland, så prins Friedrich Karl måtte vende hjem til sit hovedkvarter i Gråsten med uforrettet sag.