1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Preusserne truer vore forposter
Preusserne besætter Broagerland – General Hegermann-Lindecrone indtager en mere tilbagetrukken stilling.
Af Lars Lindeberg, 1964
I løbet af dagen den 17. februar 1864 slog preusserne bro over Egernsund og besatte hele Broagerland. Da mørket faldt på, stod deres forposter nord for Smøl.
Preussernes fremtykning burde have fået den danske overkommando til at indse, hvor uheldigt den danske forpostopstilling var vest om Bøffelkobbel Skov. Angreb preusserne, ville danskerne i skoven uhjælpeligt blive afskåret og taget til fange.
Det skulle senere vise sig, at Prins Friedrich Karl ikke lod en så oplagt mulighed ligge.
Forposterne
I midten af februar bestod den danske infanteribesætning i Dybbøl-stillingen kun af tre regimenter, der gjorde tjeneste i Sundeved tre døgn ad gangen, mens resten af styrken (10 regimenter) lå i kantonnement på Als.
Det ene af de tre regimenter udgjorde den egentlige forpostlinje. Yderst stod vedetterne – vagtposterne – to og to. Bag vedetkæden stod ti feltvagter på ca. et halvt kompagni hver, og bag feltvagterne fire piketter på ca. et helt kompagni hver.
Det andet af regimenterne dannede hovedpost med en bataljon i Dybbøl by og en ved Dybbøl Kirke.
Det tredje regiment besatte skanserne med en bataljon og havde en bataljon i reserve bagved.
I tilfælde af angreb skulle vedetterne alarmere feltvagterne, og hvis feltvagterne ikke kunne holde fjenden stangen, skulle de falde tilbage på piketterne. I mellemtiden skulle hovedpost-bataljonerne have taget stilling, så de kunne optage forposterne. Hvis fjenden pressede yderligere på, skulle tilbagegangen fortsættes til løbegravene mellem skanserne, så værkernes artilleri kunne få frit skud mod fjenden.
Så længe afdelingerne opholdt sig foran skanserne, skulle de medføre deres kvarterfaner og om natten kulørte lygter, så artilleristerne i skanserne kunne skelne mellem ven og fjende.
Til støtte for forposterne var der posteret et par kanoner på Flensborgvejen og Åbenråvejen, og to (senere kun én) eskadron dragoner forrettede den fornødne ordonnanstjeneste i forterrænet.
Artilleri-besætningen i Dybbøl-stillingen bestod af tre fæstnings-kompagnier, hvis mandskab skiftedes til at gøre tjeneste i skanserne og i batterierne på Als. Foruden det tunge positionsskyts i værkerne rådede Dybbøl-stillingen over fem feltbatterier, der holdtes i reserve uden for Sønderborg.
Panserskibet “Rolf Krake” var stationeret i Vemmingbund og havde ordre til at beskyde fjenden i flanken, hvis han gik til angreb på stillingen.
Stillingen
Dybbøl-stillingen havde kun været i halvfærdig stand, da den danske hør rykkede ind i den i begyndelsen af februar. Siden da havde soldaterne utrætteligt arbejdet på at forstærke den, men der manglede meget endnu. Volde og brystværn skulle styrkes, palisader og stormpæle skulle rejses, og der skulle graves løbegrave mellem skanserne. I forterrænet skulle de mange lovende hegn sløjfes, og der skulle anbringes passive forhindringer såsom ståltrådshegn, omvendte harver, spanske ryttere, ulvegrave, bælter af tilspidsede småpæle og fodangler.
Til trods for at stillingen således langtfra var i forsvarsstand endnu, nærede soldaterne ubegrænset tillid til den.
En af dem skriver: Artilleristerne – og i grunden vi alle – ønsker intet hellere, end at fjenden vil gå på, så skal vi ordentlig klø ham, siger de. Og når man kaster blikket ud over det lave terræn, så må man i sandhed give artilleristerne ret, at det – krigerisk, om ikke humant talt – ville være en sand svir at klø fjenden. Dybbøl-stillingen er vist relativ uindtagelig og kan vist kun erobres, når man, som ved Sebastopol, er parat til at ofre nogle tusinde mand derpå.
Grænseforsvaret
General Hegermann-Lindencrone, hvis tropper bevogtede den nørrejyske grænse, var overbevidst om, at fjenden snart ville angribe ham. De sidste dages efterretninger om preussisk-østrigske troppe-koncentrationer umiddelbart syd for grænsen kunne ikke tydes på anden måde. Generalen følte sig imidlertid ikke stærk nok til at modtage et angreb, og om aftenen den 17. gav han 3. Division ordre til at indtage en tilbagetrukken stilling på vejen mellem Kolding og Fredericia, således at der kun blev efterladt et kompagni infanteri i Kolding og en eskadron dragoner til bevogtning af Kolding Å vest for byen.
Selv stod generalen med 4. Division omkring Almind på vejen mellem Kolding og Vejle.