1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   15. May 1864   >

På kantonnementsfod

Den danske armé bliver indkvarteret privat.

Af Ditte Kock, 2012

Da krigshandlingerne i øjeblikket er suspenderet, har den danske krigsminister Carl Lundbye bestemt, at den aktive armé skal sættes på kantonnementsfod. Det betyder, at soldater og officerer bliver indkvarteret hos private familier, nogle i selve stuehuset, andre i laden hvis der ikke er plads. 1864-Tidendes journalist har fået tilladelse til at se et brev, som en soldat just har skrevet til sin mor: 

Her i Adserballe har jeg det godt; jeg bor hos en Skomagerenke med en hel Rede fuld af kønne Børn. Mit Natteleje har jeg foretrukket at rede ude i Laden i Stedet for at svede selv tredje under en Hvergarnsdyne i en ikke meget bred Seng. Et Lagen har jeg faaet af Konen, min Kappe har jeg over mig, saa jeg kan klæde mig af og sover vist meget bedre end vor stakkels Konge; han maa have det slemt i denne Tid.

Slesvigere får ikke orlov

To dage efter overgeneral Gerlach har befalet, at kun officerer og underofficerer kan få bevilliget orlov, bestemmer krigsministeriet, at ingen soldater på orlov må rejse til de områder af landet, der er besat af fjenden. De officerer der kommer fra Slesvig og Holsten må ikke rejse hjem og besøge deres familier. En udstedt orlov må desuden ikke vare længere end otte dage, og alle skal være tilbage i tjeneste inden våbenhvilens udløb. Til gengæld bliver tilladelsen udvidet, så den også gælder for officersaspiranter.