1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Armeens hovedkvarter flyttes
Den danske armés hovedkvarter er med indgåelsen af den nye våbenhvile blevet flyttet fra Ejby til Roerslev, begge på Fyn.
Af Ditte Kock, 2012
Store dele af armeen befinder sig også på Fyn, og udover at stå på vagt ved Lillebælt, er der ikke meget at give sig til i disse dage. Da krigen allerede kan begynde igen d. 1. august, kan orlov eller hjemsendelse kun tilstedes i nødstilfælde. Krigsministeriet befaler, at våbenhvilen skal bruges på en inspektion af infanteriafdelingerne, hvorfor soldaterne, afhængig af hvilken afdeling de tilhører, skal stå klar en bestemt dag. For at forhindre gravrust, har general Steinmann pålagt afdelingerne jævnligt at give riflerne olie, men ellers må de underholde sig så godt de kan.