1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Statsrådsmøde
Bølgerne er gået højt i diskussionen om hvorvidt Danmark skal acceptere en folkeafstemning i Slesvig.
Af Ditte Kock, 2012
Det har på dagens statsråd ikke været muligt at nå til enighed om Danmarks holdning på konferencen og Russells nye forslag fra d. 11. juni. Monrad har først fremlagt Russells forslag, hvorefter han har givet sin egen mening til kende. Som han har skrevet til Krieger i går, så skal grænsen ved Dannevirke fastholdes som ultimatum, og en folkeafstemning skal undgås. Begrundelsen er, at Danmark ikke behøver at frygte et sammenbrud på konferencen, da briterne vil komme danskerne til hjælp. Kongen er lodret uenig. Krigen skal ikke genoptages, for det vil ødelægge Danmark. Kongen er stadig optaget af ideen om en personalunion, og har fremlagt den på mødet. Igen er han blevet afvist af Monrad, da en personalunion slet ikke er en mulighed længere.
Det eneste kongen og konseilspræsidenten kan blive enige om, er at en folkeafstemning slet ikke kan komme på tale. En afvisning af folkeafstemningen vil reelt betyde krig. Her er den danske krigsminister Reich uenig. En krig vil være en katastrofe for Danmark, og skal for enhver pris undgås. Hvis det betyder en folkeafstemning, så må man acceptere det. Kongen og konseilspræsidenten har dog ikke hørt efter og fortsat deres ophedede diskussion. Christian d. 9. forlanger, at de delegerede i London bliver informeret om sit krav, men det har Monrad nægtet. Statsrådet har ikke nået en konklusion og er altså nærmest brudt sammen.