1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Den danske armé omorganiseres
Det er ikke muligt at tilgodese behovet for nye soldater i den gamle struktur.
Af Ditte Kock, 2012
Danmark befinder sig i øjeblikket i en alvorlig udenrigspolitisk krise, som regeringen forsøger at løse ad diplomatisk vej. Selv om regeringen forventer at dette vil lykkes med lidt hjælp fra stormagterne, er der en vis risiko for væbnet konflikt, som Danmark bliver nødt til at forberede sig på. Det Tyske Forbund er allerede ved at forberede en besættelse af Holsten og der er en voksende oprørsstemning i hertugdømmerne. Da den danske armé i øjeblikket er på fredsfod, er den ikke stor nok til et effektivt forsvar af landet. Armeen har altså brug for flere soldater, men dermed er der også behov for flere officerer til at lede og administrere, og det har Danmark ikke. Armeen omorganiseres derfor, så administrationerne samles og kommer til at dække større og flere afdelinger.
Det danske infanteri, armeens fodfolk, har indtil nu været opdelt i bataljoner. En bataljon er infanteriets taktiske enhed og antallet af soldater er fastsat til ca. 1000 mand. Antallet af soldater pr. bataljon kan ikke uden videre forhøjes, da det vil få indflydelse på taktikken. I den nye struktur består infanteriets taktiske enheder af regimenter. Der er 22 regimenter, der hver består af to bataljoner, der igen hver består af fire kompagnier. Hver af de gamle bataljoner bliver dubleret, så der er plads til de nye soldater i dubleringen, og disse to bataljoner kommer sammen til at udgøre et samlet regiment. Som et eksempel bliver 4. Bataljon nu til 4. Bataljon I og II. Tilsammen udgør de to bataljoner 4. Regiment. 4. Bataljons tidligere administration kommer nu til at administrere hele 4. Regiment, altså to bataljoner.
Generalmajor Cai Hegermann-Lindencrone, der for nylig er blevet udnævnt til chef for kavaleriet, forfremmes til generalløjtnant.