1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   12. December 1863   >

Neutral støtte til Preussen og Østrig

Danmark skal tvinges til at trække Novemberforfatningen tilbage.

Af Ditte Kock, 2012

December har indtil videre været mild, men udenrigspolitisk befinder Danmark sig nær frysepunktet. Ikke alene har Danmark mistet ethvert håb om aktiv stormagtsstøtte i tilfælde af en krig, nu ser det ud til, at de neutrale stormagter stiller sig på tysk side for at undgå en væbnet konflikt. Rusland foreslog i begyndelsen af november, at de europæiske stormagter skulle rette et fælles pres mod Danmark, for at få denne til at opfylde de preussiske og østrigske krav. Stormagterne skulle sende specielle diplomater til København for at lykønske Christian 9. med tronbestigelsen, understrege deres tilslutning til Londontraktaten 1852 og råde Danmark til at overholde aftalerne fra 1851-1852. Dette forslag bliver nu taget et skridt videre, da Storbritannien og Frankrig har tilsluttet sig ideen. Preussen og Østrig går også ind for forslaget, men ønsker ikke at deltage direkte i pressionen. Officielt fordi den tyske befolkning ikke vil se med milde øjne på tyske forsøg på at sikre en fred. Dette er reelt Østrigs grund, mens Preussen ikke vil bindes af resultaterne. Bukker Danmark under for krav, som Preussen deltager aktivt i at fremsætte, vil Preussen pludselig selv være bundne af dem. Resultatet vil være et fortsat dansk herredømme over Slesvig og Holsten, da Londontraktaten netop definerer den danske helstat som bestående af kongeriget, Slesvig og Holsten.

Afstemning af krav.

De neutrale stormagter har accepteret Preussen og Østrigs passive rolle i sagen, men Storbritannien har sendt gesandten lord Wodehouse til Berlin for at få styr på, hvad de tyske magter reelt forlanger af Danmark. Lord Wodehouse har i dag været til møder med både den preussiske ministerpræsident Bismarck og den østrigske diplomat i Berlin, grev Karolyi. De er sammen blevet enige om en række krav med følgende ordlyd:

Den østrigske og den preussiske Regering forlanger, at den danske Regering skal udføre de Forpligtelser, Danmark paatog sig i 1851-52, saaledes at, med Undtagelse af de Forbundsbaand, der alene vedrøre Holsten, Slesvig ikke maa være nøjere forbundet med Kongeriget Danmark end med Holsten. De anse derfor Forfatningen af 18. November 1863 for en krænkelse af Danmarks Forpligtelser, og de fordre, at den danske Regering inden 1. Januar skal tage Forholdsregler til at hindre, at denne Forfatning træder i kraft for Slesvig. Naar saadanne Forholdsregler er tagne, vente de at modtage Forslag fra Danmark om den Maade, hvorpaa Overenskomsterne af 1851-52 skulle bringes til Udførelse.

Denne tekst svarer fuldstændigt til de krav, som Preussen og Østrig har stillet siden Novemberforfatningen blev vedtaget, og de får dermed lov til at stille dagsordenen for det pres de neutrale stormagter skal lægge på Danmark. Desuden er Preussen og Østrig ikke selv bundne af de eventuelle aftaler der bliver indgået på baggrund at teksten.