1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   27. December 1863   >

Hall eller Monrad?

I overensstemmelse med gårsdagens beslutning, har Christian 9. kaldt Hall til sig for at forhandle om en rekonstruktion af regeringen.

Af Ditte Kock, 2012

Kongen kan acceptere at Hall fortsætter som konseilspræsident, men nogle af de andre ministre skal skiftes ud. Dette gælder den meget nationalliberale indenrigsminister Orla Lehmann og minister for Slesvig Friedrich Wolfhagen. Udenrigsministerposten, som Hall i øjeblikket bestrider, vil Christian 9. gerne have at den nuværende gesandt i Berlin George Quaade overtager. Hall har diskuteret kongens krav med regeringen og den har besluttet sig for at afvise ændringerne. Hvis regeringen skal fortsætte, bliver det i uforandret skikkelse. 

At kongen ikke betragter den nuværende regerings fortsættelse som den optimale løsning, viser et andet møde som Christian 9. har haft i dag. Han har nemlig, sideløbende med forhandlingerne med Hall, indledt forhandlinger med kirke- og undervisningsminister Ditlev Monrad, der har erklæret sig villig til at danne en ny regering. Kongens endelige beslutning kendes ikke, men kan forventes at foreligge i morgen.