1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   14. January 1864   >

Preussen og Østrig opgiver at nå til enighed med Det Tyske Forbund

Forbundsdagen nedstemmer endnu en gang det preussisk-østrigske forslag.

Af Ditte Kock, 2012

Meningsforskellene mellem Preussen og Østrig på den ene side og de mindre tyske stater i Forbundet på den anden, har nu vist sig at være for store at overvinde. Under stor protest fra resten af Det Tyske Forbund, har Preussen og Østrig annonceret, at de selv vil udføre en besættelse af Slesvig for at tvinge Danmark til at overholde Londontraktaten. Udmeldelsen faldt på dagens møde på forbundsdagen, lige efter det preussisk-østrigske forslag om et samarbejde om samme var blevet nedstemt. Preussen og Østrigs forslag blev nedstemt første gang d. 2. januar og blev så stillet igen d. 11. januar, men altså uden større held end første gang. Det vides endnu ikke, hvilken betydning dette vil få for Forbundet på længere sigt, men der hersker i øjeblikket en meget dårlig stemning i Frankfurt.