1864-Tidende

<   3. February 1864   >

Østrigerne rykker frem

Østrigerne angriber forposterne foran Dannevirke-stillingens centrum.

Af Lars Lindeberg, 1964

Vejret slog om fra frost til tø den 3. februar 1864. Den danske overkommando var overbevist om, at fjenden ville angribe, og allerede ved midnatstid var afdelingerne blevet alarmeret og var marcheret til deres alarmpladser.

Her stod vi på samme plet uden anden beskæftigelse end at lade os gennembløde og gennempiske af regn og blæst, skriver en løjtnant i et brev hjem til sin kone.

Ingen måtte forlade sin post, vi stod i bataljonskolonner, uden særlig tilladelse, og der var ingen mulighed for at indtage en hvilende stilling. Vi stod i vand og mudder til anklerne. Først ved daggry blev geværerne sat sammen i pyramider, og mandskabet kunne røre sig lidt, men ingen måtte forlade alarmpladsens område.

Ved middagstid mente overkommandoen, at faren for et angreb var drevet over for den dag, og tropperne, der havde stået på alarmpladserne i ca. 12 timer, beordredes hjem i deres kvarterer.

Samtidig angreb østrigerne.

Efter preussernes fiasko ved Mysunde dagen i forvejen var det østrigernes tur til at prøve krigslykken. De rykkede frem mod Dannevirkestillingens centrum med en kolonne over Øvre Selk, én over Jagel.

De danske forposter havde ordre til først at yde modstand ved Kongeshøj lidt nord for de to landsbyer, men ordren blev ikke fulgt.

Forposterne var netop ved at blive afløst, så der var tropper af 1., 9., 11., 20. og 21. Regiment fremme. Chefen for 11. Regiment, major Rist, var redet ud for at overvåge afløsningen, og da han så østrigerne rykke frem, besluttede han at tage imod angrebet straks i stedet for at vige tilbage til Kongshøj.

Østrigerne rykkede frem i sluttede kolonner med musikkorps i spidsen og en kæde af skytter foran. Danskernes geværild bragte et kort øjeblik standsning i fremrykningen, men da østrigerne kørte to kanoner op og åbnede ild, måtte danskerne vige.

Major Rist sendte bud efter to kanoner, der stod på Kongshøj, men de var næppe blevet prodset af, før østrigerne stormede, kastede de danske tilbage og erobrede den ene kanon.

Under tilbagegangen førte major Rist snart ét, snart et andet kompagni frem til modangreb, men østrigerne var ikke til at standse. De danske afdelinger var efterhånden så opløste, at det ikke engang var muligt at samle dem til forsvar af Kongshøj, og kl. 16 stormede østrigerne højen. Østrigerne trængte helt ind under Dannevirke-volden, længere kom de heller ikke. De prøvede et par gange at storme volden, men angrebet blev afvist. Inden mørket faldt på, gjorde danskerne et sidste modangreb for at drive østrigerne ud af Vedelspang, der lå generende nær Dannevirke, men angrebet mislykkedes.

Kampen kostede østrigerne 94 faldende, 302 sårede og 34 savnede. Danskernes tab var 42 faldende, 151 sårede, 172 fangne og 48 savnede.

Strengt taget havde danskerne endnu en såret: 11. Regiments maskot, en sort puddelhund ved navn Flora. Soldaterne havde set den blive ramt af en kugle under kampen og regnede med at den var død, men ud på natten, da regimentet længst var gået i kvarter i Slesvig, skrabede Flora på døren hos foureren. Kuglen havde knust hundens kæbe og var blevet siddende i den ene side, men såret var bogstavelig talt frosset til i det kolde vejr, så dyret ikke forblødte.

Fouréren fik fat i en læge, som skar kuglen ud og forbandt Flora så godt , det kunne lade sig gøre, og efter krigen fik hunden tildelt en “erindringsmedalje” der blev hængt om halsen på den under en parade.

Om aftenen slog vejret igen om til frost, og da den danske overkommando ikke turde slække beredskabet, blev det atter en drøj nat for tropperne. Infanterireserven f. eks., der havde stået på alarmpladsen fra kl. 3 om morgenen til lidt over middag som de øvrige afdelinger, blev alarmeret igen kl. 16-17,30 og kl. 18-19,30, og kl. 22 marcherede soldaterne for anden gang til alarmpladsen, hvor de stod til kl. 15 næste eftermiddag.