1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.

<   22. February 1864   >

Preusserne angriber de danske forposter

Overrumplende angreb tvinger danskerne til at indtage en mere tilbagetrukket forpoststilling foran Dybbøl-skanserne.

Af Lars Lindeberg, 1964

Ægteparret Fink, der boede i et lille hus ved Bøffelkobbel Skov vågnede den 22. februar 1864 ved, at der blev skudt udenfor. Da de kikkede ud, så de en dansk dragonordonnans komme sprængende ad skoven til.

Lige uden for huset kastede han sin hest om, men i det samme fald der et skud, og han styrtede af hesten. Ægtefællerne bar den hårdt sårede ind i deres seng, hvor han døde kort efter. Senere på dagen begravede de ham i deres have sammen med en dansk infanterist, der også var faldet under morgenens kamp.

Det er om den grav, Holger Drachmann senere skrev: De vog dem, vi grov dem en grav i vor have, lagde dem ved siden af alfar vej.

Overrumplingen

Det sneede tæt og blæste, da de preussiske kolonner gik til angreb den morgen. På venstre fløj blev 18. Regiments forposter, der stod vest om Bøffelkobbel Skov, fuldstændig overrumplet. Det lykkedes preusserne at rykke så ubemærket frem i snefoget, at hele skoven var omringet, før danskerne anede uråd, og ca. 100 mand blev taget til fange.

En dansk soldat fortæller: Klokken var vel otte omtrent, da vi blev afskåret og taget til fange, og uagtet der var 20 á 30 imod en af os, så gik de os på livet og greb os med den blotte næve i brystet. De af vore, der ikke blev skudt eller såret, blev nu fanger.

Resten af forposterne på venstre fløj løb tilbage over markerne mod Avnbjerg og Dybbøl by, hvor 22. Regiment, der dannede hovedpost, i mellemtiden havde taget stilling.

I et brev hjem skrev en soldat efter kampen: Det blev en forfærdelig tur, i fuldt løb over grøfter og gærder med fuld oppakning og de af sneen tunge kapper og med en stadig regn af kugler efter os; især over mosen var det uhyggeligt. Disse kugler var ligesom en flok pibende og hylende djævle. De fleste af os styrtede et par gange, og adskillige så vi ikke mere til.

Granatilden

På Avnbjerg bed et af de danske forpostkompagnier sig fast og holdt i over en time to preussiske Bataljoner stangen. Kompagnichefen prøvede endog at gå frem i flanken på fjenden med en deling, men han måtte opgive forsøget, da hans egne folk af vanvare skød på ham.

Til sidst måtte både han og den øvrige fæstningslinie, både på højre og venstre fløj, vige for det preussiske pres, og de danske afdelinger blev kastet helt ind under skanserne. I det samme brød solen gennem snefoget, og artilleristerne i Skanse VI benyttede lejligheden til at sende preusserne nogle svære granater.

Det var første gang, preusserne stiftede bekendtskab med skansernes artilleri og det var ikke noget behageligt møde. Mange af de preussiske soldater blev grebet af panik, så officererne måtte trække sablerne for at holde orden i geledderne.

General Goeben, der førte angrebet mod danskerne højre fløj, fortæller: Jeg havde nok at gøre med at formane, skælde og spøge midt under granaternes larm og susen.

Sneboldkampen

På det tidspunkt af blæste prins Freidrich Karl angrebet. Snetykningen havde atter hindret ham i at undersøge skanserne nærmere.

Samtidig var de danske reserver fra Als nået frem til kamppladsen og blev beordret frem til modangreb for at tilbageerobre det tabte terræn. Men preusserne var allerede begyndt at trække sig tilbage, så angrebet blev et slag i luften, og hen på eftermiddagen døde kampen hen. Den havde kostet danskerne 62 døde, 76 sårede, 157 fangne og 87 savnede. Preusserne mistede 6 døde og 31 sårede.

Samtidig med at kampen rasede i Sundeved, skrev en officer i Fredericia i et brev til sin kone: Folkene gør et frygtelig spektakel ude i gården med at slås med snebolde.

Både foran Fredericia og Vejle var dagen forløbet i ro; heller ikke den 23. februar 1864 skete der noget af betydning.

I Sundeved indskrænkede preusserne sig til at patruljere mod den nye danske forpoststilling, der efter kampen den 2. var trukket tilbage til en linje fra Vemmingbund over Avnbjerg, Dybbøl by, Ragebøl og stik øst til Alssund.

 

* * *

Kommentarer fra 2012

Et sårbart dansk forsvar

Af Bjørn Østergaard

De seneste dages angreb på den danske forpostlinje foran Dybbølstillingen havde med al ønskelig tydelighed vist den åbenbare svaghed i opstillingen af forposterne. Preussiske tropper kunne ved et energisk angreb fra Broagerland trænge ind bag den danske forsvarslinje og dermed sandsynligvis afskære flere danske kompagnier fra at kunne trække sig tilbage.

På trods af advarsler fra flere officerer deriblandt premierløjtnant Bruun, der som chef for 18. Regiments 2. Kompagni netop stod på udsatte sted ved Bøffelkobbelskov, fastholder man den farlige opstilling.

De preussiske officerer havde allerede ved kampen den 18. februar haft succes med et angreb fra Broagerland. Derfor planlagde man mere af samme skuffe den 22. februar, hvor man gerne skulle have de danske styrker presset helt tilbage bag Avnbjerg, så Dybbølstillingen kunne besigtiges ordentligt.

Kampen blev som frygtet en katastrofe for feltvagterne af 2. Kompagni. De oplevede at blive angrebet i både ryg og front og måtte derfor hurtigt overgive sig. Det er forklaringen på det meget store antal tilfangetagne fra 18. Regiments 1. Bataljon.  Bataljonen på omkring 800 mand havde ikke minde end 174 tilfangetagne. Det på trods af at 18. Regiment gik for at være et af de bedste regimenter i hæren.

Dagen blev et dårligt varsel for danskerne og viste at den danske forpostsikring foran Dybbølstillingen var for svag. Men de preussiske ledende officerer havde for stor respekt for skanserne til at udnytte fordelen til en hurtig sejr. Det blev i stedet til en egentlig belejring og møjsommelig nedkæmpning af de danske forsvarsværker.