1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Preusserne angriber de danske forposter
Overrumplende angreb tvinger danskerne til at indtage en mere tilbagetrukket forpoststilling foran Dybbøl-skanserne.
Af Lars Lindeberg, 1964
Ægteparret Fink, der boede i et lille hus ved Bøffelkobbel Skov vågnede den 22. februar 1864 ved, at der blev skudt udenfor. Da de kikkede ud, så de en dansk dragonordonnans komme sprængende ad skoven til.
Lige uden for huset kastede han sin hest om, men i det samme fald der et skud, og han styrtede af hesten. Ægtefællerne bar den hårdt sårede ind i deres seng, hvor han døde kort efter. Senere på dagen begravede de ham i deres have sammen med en dansk infanterist, der også var faldet under morgenens kamp.
Det er om den grav, Holger Drachmann senere skrev: De vog dem, vi grov dem en grav i vor have, lagde dem ved siden af alfar vej.
Overrumplingen
Det sneede tæt og blæste, da de preussiske kolonner gik til angreb den morgen. På venstre fløj blev 18. Regiments forposter, der stod vest om Bøffelkobbel Skov, fuldstændig overrumplet. Det lykkedes preusserne at rykke så ubemærket frem i snefoget, at hele skoven var omringet, før danskerne anede uråd, og ca. 100 mand blev taget til fange.
En dansk soldat fortæller: Klokken var vel otte omtrent, da vi blev afskåret og taget til fange, og uagtet der var 20 á 30 imod en af os, så gik de os på livet og greb os med den blotte næve i brystet. De af vore, der ikke blev skudt eller såret, blev nu fanger.
Resten af forposterne på venstre fløj løb tilbage over markerne mod Avnbjerg og Dybbøl by, hvor 22. Regiment, der dannede hovedpost, i mellemtiden havde taget stilling.
I et brev hjem skrev en soldat efter kampen: Det blev en forfærdelig tur, i fuldt løb over grøfter og gærder med fuld oppakning og de af sneen tunge kapper og med en stadig regn af kugler efter os; især over mosen var det uhyggeligt. Disse kugler var ligesom en flok pibende og hylende djævle. De fleste af os styrtede et par gange, og adskillige så vi ikke mere til.
Granatilden
På Avnbjerg bed et af de danske forpostkompagnier sig fast og holdt i over en time to preussiske Bataljoner stangen. Kompagnichefen prøvede endog at gå frem i flanken på fjenden med en deling, men han måtte opgive forsøget, da hans egne folk af vanvare skød på ham.
Til sidst måtte både han og den øvrige fæstningslinie, både på højre og venstre fløj, vige for det preussiske pres, og de danske afdelinger blev kastet helt ind under skanserne. I det samme brød solen gennem snefoget, og artilleristerne i Skanse VI benyttede lejligheden til at sende preusserne nogle svære granater.
Det var første gang, preusserne stiftede bekendtskab med skansernes artilleri og det var ikke noget behageligt møde. Mange af de preussiske soldater blev grebet af panik, så officererne måtte trække sablerne for at holde orden i geledderne.
General Goeben, der førte angrebet mod danskerne højre fløj, fortæller: Jeg havde nok at gøre med at formane, skælde og spøge midt under granaternes larm og susen.
Sneboldkampen
På det tidspunkt af blæste prins Freidrich Karl angrebet. Snetykningen havde atter hindret ham i at undersøge skanserne nærmere.
Samtidig var de danske reserver fra Als nået frem til kamppladsen og blev beordret frem til modangreb for at tilbageerobre det tabte terræn. Men preusserne var allerede begyndt at trække sig tilbage, så angrebet blev et slag i luften, og hen på eftermiddagen døde kampen hen. Den havde kostet danskerne 62 døde, 76 sårede, 157 fangne og 87 savnede. Preusserne mistede 6 døde og 31 sårede.
Samtidig med at kampen rasede i Sundeved, skrev en officer i Fredericia i et brev til sin kone: Folkene gør et frygtelig spektakel ude i gården med at slås med snebolde.
Både foran Fredericia og Vejle var dagen forløbet i ro; heller ikke den 23. februar 1864 skete der noget af betydning.
I Sundeved indskrænkede preusserne sig til at patruljere mod den nye danske forpoststilling, der efter kampen den 2. var trukket tilbage til en linje fra Vemmingbund over Avnbjerg, Dybbøl by, Ragebøl og stik øst til Alssund.