1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   25. March 1864   >

Varmt øl med sirup

Broager-batteriernes beskydning af skanserne fortsætter – Kongen i Fredericia.

Af Lars Lindeberg , 1964

Det var meget tåget natten til den 25. marts 1864, så arbejdet på at udbedre skaderne fra den foregående dags beskydning lå omtrent stille.

Om morgenen skrev en soldat af 18. Regiment i et brev: Efter at have rekreeret mig ved en solid davre, bestående af tre stykker stegt flæsk og en pot varmt øl – du må vid, at overkommandoen i dag har indført den yderst priselige skik at traktere samtlige forfrosne forposter med varmt øl med sirup i hver morgen kl. 4; den lange nat forkortes i høj grad ved, at man har denne himmerigsmundfuld at glæde sig til – sidder jeg nu her i min tarvelige seng for i nat: en grøft med mikroskopiske stumper halm, og nyder med stor velbehag min morgenpibe. Endnu et par timer vil vi sandsynligvis have fred for vore højttalende Broager-genboer.

Broager-batterierne tog på grund af tågen først fat kl. 9 den dag og rettede især deres ild mod Skanse 6, hvor granaterne anrettede en del skade. Fra Skanse 2 fik preusserne 33 skud for de 126, de sendte os. Dagens tab: 1 dræbt og 3 sårede.

Faldefærdigt

Natten til den 26. marts 1864 genoptoges arbejdet på at udbedre skanserne. Den dag koncentrerede preusserne sig igen om Skanse 2, hvor der to gange gik ild i det faldefærdige blokhus. Broager-batterierne afgav 311 skud, og Skanse 2 svarede med 132. Skanse 8 sendte desuden 22 granater efter fjendtlige arbejdskolonner i nærheden af Dybbøl By. Dagens tab i stillingen: Tre sårede.

Forudseende

Da man forudså, at preusserne snart ville bygge flere batterier foran stillingens front, begyndte man natten til den 27. marts 1864 at indrette skanserne til dækning mod den forventede krydsild. Preusserne havde allerede et batteri foran fronten, men det var blevet nedkæmpet af ilden fra de danske skanser, så snart de begyndte at tale med. Broager-batterierne afgav 345 skud, og det var atter Skanse 2, det gik ud over. Skansens blokhus brød igen i brand, og barriereporten blev skudt i stykker, men trods den koncentrerede beskydning blev kun 1 mand såret den dag.

Skanse 2 svarede preusserne med 154 granater.

Kongen var efter besøget i Dybbøl-stillingen taget til Fredericia, hvor alt i øvrigt var roligt i disse dage.

Østre strejfkorps lå stadig i Randers, vestre strejfkorps var marcheret sydpå og nåede Sneiberg den dag.