1864-Tidende

<   28. March 1864   >

Danskerne afslår angreb

Natligt preussisk angreb bryder sammen foran skanserne – Heldigt dansk overfald på preussisk husarer.

Af Lars Lindeberg, 1964

Danskerne afslog et alvorligt angreb på Dybbøl-stillingen natten til den 28. marts 1864, men sejren var dyrekøbt: 56 døde, 101 sårede, 39 fange og 22 savnede.

Den foregående dag havde sekondløjtnant Benzon af 6. Regiments 3. Kompagni sendt sin kone en hilsen, skrevet med blyant på bagsiden af et meldingskort. Ægteparret, der boede i København, havde en dreng på to år og ventede et barn.

Sekondløjtnantens hilsen lød: Min egen Julse. Det er Påskedags morgen, og vi har tilbragt natten herude i skanserne. Kun af og til har fjenden sendt os en granat, og for resten er alt i bedste velgående. Af og til fik jeg mig, på tur med de andre officerer, en lille times slummer, og den styrkede forbavsende. Nu henad morgenstunden er stemningen livlig oprømt.

Vittigheder falder hyppigere end granater. Nu får vi snart vore påskeæg, bemærkede én med hentydning til de fjendtlige batterier. De er så forbandet hårdkogte, svarede en anden. I dette øjeblik har en del underofficerer forenet sig om at synge en lille salme; med smukke klare stemmer lyder sangen fra disse i det endnu så korte felttog allerede hærdede soldater – Jeg bliver fuldstændig blød ved mit lille familieportræt; men det er en velsignet følelse. Kunne vi nu være så lykkelige, at alt for dit vedkommende måtte gå godt, lige såvel som for mit, så måtte vi rigtignok være taknemlige. Men husk på, at alt afhænger af sindsro. Adieu, min velsignede Julse. Passiar nu kun dygtigt med vor lille dreng. Din Severin.

Preusserne angreb kl. 3 om natten, og under kampen faldt sekondløjtnanten. Dagen efter skrev hans bataljonskommandør til hustruen: Kære frue. Modtag min inderlige medfølelse i den ulykke, deres har ramt Dem. Deres mand var mig kær som en broder, og tabet af ham har indtil dette øjeblik forbitret mig den herlige sejr, vi vandt over fjenden.

Deres mand blev med sit mandskab sendt frem i forening med en del af 10. Regiment at rense Ø. Dybbøl. Han udførte det med glimrende tapperhed. Fjenden blev forjaget. Ikke tilfreds hermed befalede han at fjenden skulle forfølges, og en strækning vesten for Dybbøl gik det endnu godt. Men så kom vort mandskab i de fjendtlige reservers ild. Benzon erholdt 3 mindre sår af 3 kugler. Han sagde derfor til en anden løjtnant, at han måtte forlade valpladsen og erholdt i samme øjeblik en dødbringende kugle gennem hovedet. Det skulle nu være så.

Det er en frygtelig krig, og ikke mange af os vil opleve enden derpå. Det er jo altid de bedste, der går først, og vi må klynge os så fast til Gud som det står i vore svage kræfter. I eftermiddag går jeg atter til Dybbøl. Med det håb, at tiden bringer lindring, forbliver jeg forstedse Deres ærbødigst hengivne C.A.J. Olufsen, kaptajn, kommandør for 6. Regiments 2. Bataljon.

Preussernes plan

Preusserne arbejdede stadig på forberedelserne til en overgang til Als, men det betød ikke, at de havde opgivet deres planer om en belejring af Dybbøl-stillingen, og nu skulle den første skyttegrav, en såkaldt parallel, anlægges foran venstre fløj. Forinden måtte de danske forposter kastes ind bag skanserne, og det var med det formål, preusserne gik til angreb.

Det var 1. Brigade ( 2.og 22. Regiment) og 6. Brigade ( 5. og 10 Regiment), der udgjorde skansebesætningen den nat.

Natten var mørk, men stjerneklar. Det havde regnet hele den foregående dag, nu var det atter frostvejr. Preusserne rykkede frem under hurraråb, kastede de danske forposter ud af deres skyttegrave og gik straks i gang med at vende gravene, så de kunne yde dækning mod skansernes kanoner, som de vidste, ville åbne ild, så snart det blev lyst.

Imens blev de danske reserver alarmeret, også styrkerne på Als. Man troede, angrebet var indledningen til en storm. Da dagen gryede, tog artilleristerne i skanserne fat og overdængede preusserne med kardæsker, og “Rolf Krake”, der var løbet ind i Vemmingbund, beskød samtidig fjenden i flanken.

På det tidspunkt var reserverne nået frem, og danskerne gik til modangreb. Preusserne blev kastet tilbage over hele linjen, og 27 mand, der havde søgt dækning i to dybe kløfter foran Skanse 2, blev taget til fange. Desuden havde preusserne 25 døde og 135 sårede.

Kl. 6 ophørte kampen, og danskerne kunne igen besætte skyttegravene foran skanserne.

Fra kl. 11 til kl. 13 hvilede våbnene i Sundeved, for at de døde og sårede kunne blive bragt ind fra ingenmandsland. Resten af dagen var Broager-batterierne og Skanse 2 ene om at føre ordet. Fjenden afgav 204 skud, som kun anrettede ringe skade, vi svarede med 150.

Danskernes sejr

Næste dag, den 29. marts 1864,bragte endnu en sejr. 100 mand af Fredericias garnison, der i al hemmelighed var gået i land i Sandbjerg Vig nord for Vejle, overfaldt Assendrup en afdeling preussiske husarer og tog 22 til fange. Preusserne blev helt overrumplet. Da en vagtpost hørte støj og råbte: “Wer da?”, svarede en dansk officer: “Hold mund, det er fjenden”, og samtidig lod han sin hornblæser blæse så kraftig, at preusserne troede, de havde en større styrke imod sig. To preussere og én dansker blev såret under kampen.

I Sundeved kom det kun til patruljesammenstød den dag. Broager-batterierne afgav 149 skud, og skanse 2 svarede med 47. Under dagens beskydning blev 3 dræbt og 2 såret.

Generalens svar

Efter besøget i Fredericia var kongen taget til Mors for at besøge 4. Division, og samtidig modtog General Hegermann-Lindencrone endnu en henstilling fra overkommandoen om at rykke ned i Jylland. Han svarede at han regnede med at bryde op den 31. marts. Hans Østre Strejfkorps var rykket frem ved Skanderborg, Vestre Strejfkorps til Brande.

Foran Fredericia foretog danskerne en rekognoscering og tog en østriger til fange. Han kunne fortælle, at det preussiske gardekorps var marcheret sydpå, så der var kun østrigere foran fæstningen nu.