1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Nyt commando-raid
Overkommandoens pessimistiske situationsberetning til krigsministeriet.
Af Lars Lindeberg, 1964
Aarøes strejfkorps fortog et nyt commando-raid mod den jyske østkyst natten til den 9. april 1864, men stadig uden synderlig held.
Dampskibet “Marie” slæbte ved midnatstid fire joller med 40 mand over til Årø, for at de kunne overaske den preussiske kystvagt i færgegården. Soldaterne frøs og blev søsyge i de åbne både og var ikke meget for at springe ned i det iskolde vand og vade i land, da de nåede frem. De rykkede frem langs stranden, men da de nåede færgegården, hørte de, ulanerne sprænge af sted. En efterladt sabel var hele krigsbyttet, og med den om bord kom de 40 våde og udasede soldater tilbage til Assens op ad dagen.
Frygt
I Sundeved var dagen forløbet nogenlunde roligt. De preussiske batterier skød ikke, så der var rig lejlighed til at udbedre skader i skanserne.
Overkommandoen havde haft planer om at sende panserskibet “Rolf Krake” ind i Vemmingbund om formiddagen, for at det i foreningen med skansernes artilleri kunne ødelægge de fjendtlige batterier. Men flåden ville ikke være med. Man var bange for, at skibet ville lide for meget ved at komme i krydsild mellem Broager-batterierne og batterierne foran Dybbøl.
Det var meget tåget hele dagen, så beskydningen af stillingen var ikke videre intensiv. De fjendtlige batterier afgav kun 1.372 skud, som ikke gjorde synderlig skade. Det personelle tab indskrænkede sig til 3 dræbte og 6 sårede.
Bekymring
Alligevel telegraferede overkommandoen til krigsministeriet: Vel findes endnu i alle skanserne nogle pjecer, der kan skyde; men vort artilleri er nu i en sådan underlegenhed, at det må antages rettest ikke mere systematisk at optage kampen, men indskrænke sig til at søge at forhindre fjendens arbejder i nærheden af fronten, at forurolige ham ved bekastning af morterer og for resten at bevare pjecerne til det afgørende øjeblik.
Samme eftermiddag skrev General Gerlach en længere redegørelse til krigsminister Lundbye. Generalen mente ikke, stillingen kunne holdes ret længere. Den fjendtlige beskydning intensiveredes for hver dag, værker og materiel led betydelig skade, og troppernes kræfter var ved at være udtømt. Generalen sluttede med at slå fast, at tilbagegangen under kamp næppe var mulig, og i den forbindelse udbad han sig instruks om hvorvidt stillingen skulle holdes til det yderste eller kunne rømmes, mens tid var.
Samme dag telegraferede Fredericias kommandant, General Lunding til overkommandoen. Han havde ængstelig fulgt begivenhederne på Dybbøl og tilbød nu at stille en Brigade af fæstningens garnison til rådighed for et udfald fra stillingen.
Overkommandoen telegraferede samme aften tilbage, at generalen straks skulle sende 8. Brigade (9. og 20. Regiment) til Als. Noget udfald havde man ikke i tankerne, men man greb med begærlighed chancen for at få en tiltrængt forstærkning.