1864-Tidende
I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.
Slaget ved Helgoland
Dansk eskadre sejrer i kamp med preussisk-østrigske skibe – Branden, der afgjorde slaget.
Af Lars Lindeberg, 1964
Middagsmaden stod på klipfisk og sveskevælling om bord i fregatten ?Niels Juel? den 9. maj 1864. og bagefter blev der udskænket en ekstra snaps til hver mand. Anledning: forestående kamp.
Ved 10- tiden havde udkiksposten på fokkeråen fået fjenden i sigte. Det var de to østrigske fregatter “Schwarzenberg” og “Radetzky”, samt de tre preussiske kanonbåde “Adler”, “Blitz” og “Basilisk”.
Så snart skafningen var overstået, blev signalet til “Klart skib” hejst, og den danske Nordsø -eskadre øvrige to skibe, fregatten “Jylland” og korvetten “Hjemdal” løb op på siden af kommandoskibet. Mens de tre skibe lå side om side, pegede eskadrechefen Orlogskaptajn Suenson ud mod de fjendtlige skibe, og med en stemme, der kunne høres over hele eskadren, råbte han: “Der har vi østrigerne, folk. Nu møder vi dem. Jeg stoler på, at I vil kæmpe som vore tapre kammerater ved Dybbøl.”
Omtrent samtidig signaliserede den østrigske eskadrechef, Admiral Tegethoff til sine folk: “Vore armeer har tilkæmpet sig sejre. Lad os gøre det samme.”
Skuddet
Helgolandsbugten lå rolig og blank den dag. Kun en fin brise af sydøst krusede vandet let, og solen skinnede.
Langsomt nærmede de to eskadre sig hinanden. Den allierede førte i alt 87 kanoner og havde en samlet besætning på 1.112 mand. Den danske var armeret med i alt 102 kanoner og havde 1.023 mand om bord. Kl. 13,45 faldt det første skud fra “Schwarzenberg”. En kadet om bord på “Niels Juel” fortæller: “Det glimtede derovre fra hans drejende kanon på bakken, røgen væltede ud; det så meget godt ud. En hvislende susen i luften, og plask, der smækkede den ned i vandet tæt agten for os. Det glimtede igen. Hovedlinjen var der, men lidt for højt, ræsonnerede vi for os selv som ved almindelig skiveskydning.”
Danskerne åbnede først ild, da de to eskadre kom tættere ind på hinanden, og kampen udviklede sig nu til en såkaldt passagekamp. De to eskadre sejlede i kølevandsorden parallelt med hinanden; på et tidspunkt under kampen var der ikke mere end 4-500 meter mellem linjerne.
Benene
Orlogkaptajn Suenson koncentrerede sin ild om fregatten “Schwarzenberg” der lå i spidsen for den allierede linje. Admiral Tegethoff beskød først og fremmest fregatten “Jylland” i midten af den danske linje.
En matros om bord på “Jylland” fortæller: “Jeg var ved kanon nr. 6. Først kom der en kugle lige over vor kanonport. Kanonkommandøren blev let såret i ansigtet og slæbt ned på lazarettet. Lige kort efter fik vi et skud under porten. Den knuste valsen og det ene hjul på kanonen, og mange af os blev slemt medtaget. Jeg må have været bedøvet et øjeblik, for jeg fandt mig selv liggende bag kanonen. Jeg forsøgte at rejse mig over ende, og da så jeg, at det var galt fat. Min ene fod vendte helt forkert. Så lagde jeg mig ned igen, og lidt efter blev jeg båret ned på banjerne. Jeg havde fået det ene ben skudt af lidt neden for knæet og det andet knust”.
Kl. 15.45 sprang en dansk granat i “Schwazenberg”s sammenrullede formærssejl, og der opstod straks ild. Tegethoff havde ikke som sin danske modstander ladet sejl og tovværk gennemvæde før kampen, og det kom til at koste dyrt. Branden greb om sig, og da skibets slukningsmateriel var blevet skudt i stykker tidligere under kampen, var det ikke mulig at bekæmpe ilden. For at branden ikke skulle brede sig til den øvrige rigning, måtte Tegethoff dreje af, så han fik vinden agten ind. Den anden østrigske fregat “Radetsky” lagde sig straks imellem de danske skibe og “Schwarzenberg”, men alene kunne den ikke holde danskerne stangen, og kort efter drejede hele den allierede eskadre af og bragte sig i sikkerhed i det neutrale farvand omkring den dengang engelske ø Helgoland.
En granat der i det samme ramte “Jyllands” styregrejer, forhindrede Suenson i at forfølge fjenden. Da skaden var repareret, var det for sent, og ved 17-tiden ophørte kampen.
Sejren
Først kl. 23 lykkedes det østrigerne at slukke branden om bord i “Schwazenberg”, og senere på n atten sejlede den allierede eskadre sydover med slukkede lanterner ? uden at danskerne, som holdt gående øst for Helgoland, opdagede flugten.
Den engelske fregat “Aurora”, der under hele kampen havde ligget ved Helgoland, forholdt sig strengt neutral.
Efterretningen om den danske sejr i Helgolandbugten blev modtaget med begejstring i Danmark, hvor stemningen havde været på et nulpunkt lige siden Dybbøls fald.
I London indløb den første meddelelse om søslaget allerede samme dag, og i parlamentet, som netop holdt møde, blev den danske sejr hilst med kraftigt bifald.
Kampen havde kostet danskerne 14 døde og 53 sårede. De allierede, dvs. østrigerne, havde 37 døde og 92 sårede. Preusserne led ingen tab. Deres tre kanonbåde havde under hele kampen holdt sig i læ af de to østrigske fregatter.
Telegrammet
Midt under slaget var der til Helgoland indløbet en chifferdepeche til Suenson fra det danske marineministerium. Der lød: På grund af forventet våbenhvile skal eskadren returnere til Norge. Telegrammet blev først bragt ud til “Niels Juel” kl. 3 om morgenen den 10. maj 1864, og kl. 10 om formiddagen satte Suenson kurs mod Christianssand.