1864-Tidende

I løbet af 1964, 100-årsdagen for krigen, udgav B.T. en serie artikler af journalist Lars Lindeberg om krigens hændelser. Hver dag handlede om den tilsvarende dag 100 år forinden. På den måde kunne læserne følge med i slagets gang dag for dag.
Lars Lindebergs artikler er i 2012 suppleret med artikler om krigens optakt og våbenhvilerne, skrevet af Ditte Kock.


<   31. May 1864   >

Forhandlinger uden danskerne

De østrigske og preussiske delegerede har afholdt et uofficielt møde med de neutrale stormagter uden danskerne.

Af Ditte Kock, 2012

Bølgerne er gået højt på mødet, hvilket er lidt usædvanligt i den diplomatiske verden, hvor dyder som ro og værdighed er i højsædet. Uenighederne er startet med den preussiske delegerede Bernstorffs modforslag til briternes grænsedragning fra mødet d. 28. maj. Preusserne betragter det som “moralsk umuligt” at acceptere briternes forslag, da grænsen ligger for langt mod syd og for mange tysksindede vil komme under dansk styre. De foreslår i stedet en langt nordligere grænse mellem Aabenraa og Tønder. Forslaget er ikke faldet i god jord hos de neutrale diplomater, der har protesteret højlydt. Udover at de neutrale mener, at dette er alt for langt mod nord, koncentrerer striden sig om Dannevirke, danskernes historiske fæstningsværk. Den franske diplomat Latour d'Auvergne mener, danskerne har brug for Dannevirke for at kunne forsvare sig. Bernstorff er uenig, og har påpeget, at Dannevirke ingen militær betydning har. Danskerne rømmede selv stillingen i februar, da de konstaterede den ikke kunne holdes. Dette argument har dog ikke overbevist Frankrig og Storbritannien, hvilket har fået Bernstorff til igen at demonstrere den diplomatiske snilde han og Bismarck begge besidder. For at vise sin forhandlingsvilje har Bernstorff foreslået et kompromis med en grænse ved Flensborg. Dette er ikke et officielt tilbud, men han mener ikke Preussen er villig til drage grænsen sydligere end det.